“Jeg tror, det er den bedste juleaften, vi har haft”, sagde min datter i går. Hun havde nydt, at vi som forældre også havde hygget os og haft det sjovt. Særligt at jeg var gået mere afslappet til det hele, end jeg plejer. Og det var rigtigt observeret. Jeg havde en vidunderlig juleaften. Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du kan læse mine foregående indlæg Min rejse hen imod en glædeligere jul og Julen må gerne indeholde skuffelser og savn.
Op til juleaftensdag havde jeg justeret forventningerne til, hvad jeg gerne ville nå. Alligevel fløj tiden afsted. Jeg fik ikke ryddet op, gjort rent på badeværelset eller lavet dadelkonfekten færdig. Og jeg endte med at skrælle kartofler og dække bord, mens børnene så Disneys juleshow, fordi vi gerne ville holde tidsplanen med maden.
Jeg fik heller ikke sat mig ned i sofaen og planlagt Strandkvisternes julequiz sammen med yngstesønnen. Det var ellers meget vigtigt for mig. Næste år vil jeg prioritere at gøre det en anden dag. Heldigvis trådte en storebror til og hjalp ham. De fik lavet en Kahoot, der handlede om yngstesønnens jul, som jeg vandt – for hvor mange ved lige, hvad piberensernissen i vindueskarmen hedder?
I løbet af dagen fik yngstesønnen to Lego-gaver, som han ikke brød sig om. Det ramte ned i mit tema med at have svært ved at håndtere hans skuffelser. Med støtte fra min mand – hans jokes og et kærligt kram – fik jeg forberedt mig på at kunne rumme flere skuffelser om aftenen. Men der blev ingen problemer. Yngstesønnen blev rigtig glad for resten af gaverne.
Jeg fik i stilhed mindedes min mor, da jeg hældte risalamanden over i den store krystalskål, som hun og min far havde købt til mig i Prag for længe siden. Men jeg gik ikke rundt med sorg eller undertrykte tårer over hende. Jeg tror, det havde hjulpet mig at give savnet mere naturlig plads i hele december.
Apropos risalamanden – som jeg sætter stor ære i at lave til perfektion – så blev den for tynd. Jeg måtte lige lave en hurtig krisehåndtering for mig selv. Og så lykkedes det mig at få rettet op på konsistensen af resterne 1. juledag, hvilket var meget tilfredsstillende.
Juleaften blev præcis ligeså højtidelig, som jeg havde ønsket mig. Midt i flæskesvær og andelår tog vi en runde, hvor vi hver især delte noget, vi er taknemlige for. En enkel men meget givende handling. Taknemlighed gør simpelthen noget godt ved os.
Vores voksne børn og australske gæst havde sneboldkamp med yngstesønnen efter maden. Vi fik danset rundt om juletræet, mens vi sang højt – og ikke særlig kønt – med på danske og engelske julesange, som spillede over højtaleren. Med vores australske gæst virkede det pludselig som en fjollet tradition, og vi fik grinet meget med hinanden undervejs.
Min mand og jeg er nu syge med samme omgang forkølelse og ondt i hovedet som yngstesønnen har haft. Men jeg er godt fyldt op af julestemning og taknemlighed over min nære familie – og ikke mindst nogle meget personlige julegaver, der lægger op til, at jeg skal have mit eget skrivebord og skrive endnu mere.
