“Mor, elsker du også julen?”, spurgte yngstesønnen for halvanden måneds tid siden, og han ramte et ømt punkt. Umiddelbart tænkte jeg “nej, det gør jeg ikke”. Samtidig ville jeg ikke ødelægge magien for ham. Jeg ville ikke fortælle, at julen i mange år har føltes uoverskuelig. Som en lang to-do-liste jeg har kæmpet for at komme over på den anden side af. Selvfølgelig er der også ting, som jeg godt kan lide. Så jeg svarede ham, at “jeg elsker julemusik og julebagning, at familien er samlet, og at vi fejrer Jesus”. Mine refleksioner over julen fik mig efterfølgende til at uddelegere de fleste gaveindkøb til andre voksne i familien. En kæmpe aflastning. Jeg har lovet mig selv, at det er slut med at stresse over julen.
Alligevel blev jeg pludselig overvældet af voldsom hjertebanken, da jeg lørdag formiddag stod og stegte frikadeller. Det var dagen for familiens årlige juletræsjagt. Min mand og jeg var i fuld gang med forberedelserne til eftermiddagens traditionsrige hygge. Indeni mit hoved havde alle en masse forventninger til lige præcis den her dag, som jeg følte mig ansvarlig for at indfri. Der skulle skabes de rette betingelser for, at julestemningen kunne ramme os. Jeg havde en times tid forinden droppet at lave den planlagte småkagedej, fordi jeg mærkede stressfølelsen snige sig ind på mig. – Men det var åbenbart ikke nok. Det mentale pres var stadigvæk for stort. Jeg slukkede for komfuret, satte mig over i sofaen, lukkede øjnene og fik styr på min vejrtrækning.
Overlevering
Som barn elskede jeg julen. Min veninde og jeg begyndte at tælle ned til julen tre måneder før. Og vi lavede masser af juleklip og -kager så snart vi fik lov til det. Julen var den vigtigste højtid. Men december var også den travleste måned for min far som præst og min mor der hjemme. Hun havde helt bestemte forestillinger om, hvordan julen skulle være, og hvad hun skulle nå at gøre klart. Dengang tænkte jeg ikke på, om det kunne være anderledes. Juledekorationerne blev lavet på samme fade og placeret samme steder i huset hvert år. Juletræet blev pyntet med hvid, rød, guld- eller sølvfarvet pynt, og matchede indpakningspapiret på julegaverne. De samme 4 slags småkager og hjemmetrillet marcipankonfekt blev gemt væk i tapede dåser. Alle anstrengelserne ledte frem til den festlige kulmination juleaften, hvor alt blev serveret, og min far sad i sofaen og var ved at falde i søvn.
I 2006 overleverede min mor juletraditionerne til mig. Du kan læse om hendes død i indlægget Om at give slip, når livet gør allermest ondt. Hun indviede mig i det blå ringblind, hvori hun havde samlet opskrifter og idéer til julepynt og borddækning. Bagest havde hun lavet huske- og indkøbslister over, hvad der skulle serveres i juledagene. For hende var de fysiske lister en hjælp og en aflastning, som hun håbede jeg kunne få glæde af. I løbet af min plejeorlov lærte hun mig – ind imellem sine efterhånden lange hvilepauser – at lave leverpostej, kåldolmere og stuvet sønderjysk grøntlangkål. Kun en af retterne har jeg lavet siden, men jeg værdsætter den særlige og vemodige tid vi tilbragte sammen i køkkenet.
Forandringer
Året efter var det som om julen var forsvundet sammen med min mor. Jeg stod alene tilbage med det blå ringbind og det meste af mine forældres julepynt. Alt det min mor plejede at gøre for os i december var pist væk. I rollen som mor prøvede jeg instinktivt at fylde hullerne ud. Det var en tung arv at løfte midt i sorgen og savnet. Jeg kom aldrig til at følge min mors lister. Det var hendes jul, og den kunne ikke kopieres. Samtidig var jul lig med min mor. Hun gennemsyrede alle mine minder og forestillinger om, hvordan julen skulle være. Jeg havde set min mor næsten slide sig selv op i alenlange to-do-lister. Og med ønsket om at give vores børn en god jul, så gentog jeg i en eller anden grad det samme mønster. I mange år kunne jeg ikke se, at det kunne være anderledes.
Nu er der gået 15 år. Det er stadig den tid på året, hvor jeg savner min mor mest. Men alderen og et par omgange stress har forandret mig. – Og mine forestillinger om julen har ændret sig. Vi har etableret vores egne juletraditioner. Min mand har kærligt trukket mig i retning af at vælge flere lette løsninger, og det giver mig mere ro indeni. Juleaften er ikke kulminationen på vores forberedelser. Vi nyder masser af gyldne øjeblikke og enkelte planlagte julerier i december. Det er i tråd med indlægget Grib lykken lige nu . Jeg er blevet bedre til at acceptere, at der hvert år er ting, vi ikke når. Der er ting, vi må undvære – og det er okay. Alligevel kan mit hoved stadigvæk godt løbe af med mig ligesom i lørdags. Jeg kommer til at tro, at julestemningen kræver særlige betingelser og lægger for stort et pres på mig selv. Til gengæld vender jeg hurtigere tilbage til det afslappede spor igen. Det tror jeg faktisk, at min mor ville have glædet sig over.
