“Gud, nu bér jeg til dig alligevel, selvom jeg ikke tror, det virker”, sagde yngstesønnen før han skældte Gud ud. Han lå i sengen omgivet af sine yndlingsbamser. Han var skuffet og ked af det. Priktesten hos lægen havde vist, at han er allergisk overfor katte. Nogle uger før havde han haft irriterede øjne og næse, da vi besøgte vores venner med tre katte. Det var aldrig sket før. I den mellemliggende tid havde vi bedt om, at han ikke ville være allergisk. Han kan nemlig godt lide at kæle og lege med kattene. Men som yngstesønnen selv så fint formulerede det, så havde bønnerne ikke virket, som vi ønskede. Jeg var betaget af hans ærlige og ligefremme snak til Gud. Den var i øvrigt et udtryk for tro – på trods af manglende bønnesvar.
Jeg sad ved sengekanten og nussede yngstesønnens krøllede hår. I mit indre spejlede jeg hans sorg og frustration. Og jeg var ked af det sammen med ham, men jeg manglede ord. I de første minutter var jeg helt stille. Så hørte jeg mig selv begynde at plapre løs om Guds kærlighed, der rækker ud over bønnesvar. Det var som en autopilot, der gik igang. Et mangeårigt indlært handlemønster. Men mine pænt-polerede ord blev ikke hørt. Ordene var sande, men de skabte større afstand imellem os. Jeg ville ønske, at jeg i stedet havde været i stand til at udtrykke mine følelser ligesom ham. Selvom jeg er den voksne, så var det mig, der lærte noget af min 8-årige søn den her tirsdag aften.
Bønnesprog
At Gud kun sporadisk svarer på mine bønner, har jeg oplevet mange gange. I indlægget Om at give slip, når livet gør allermest ondt, kan du læse om min min mors alt for tidlige død. Jeg tror på, at Gud kan rumme alle slags følelser. Jeg tror faktisk, Han elsker autentencitet. Alligevel har jeg lagt mærke til, at jeg har en tendens til at gemme mig bag en ordflom af faste vendinger. Jeg har i årenes løb fået et slags bønnesprog, der er meget anderledes end mit hverdagssprog. Egentlig er der intet i vejen med indholdet. Men når jeg slår over i mit bønnesprog, så er jeg pludselig meget mindre i kontakt med mig selv. Autopiloten går i gang. Og jeg får kun i mindre grad fortalt Gud, hvordan jeg virkelig har det. Det gjorde jeg heller ikke, dengang jeg var vred over, at jeg blev forladt af min mor. En terapeut fik mig til at tæske løs på en boksepude, og det hjalp mig, men jeg fik aldrig skældt Gud ud.
Umiddelbar kommunikation
I løbet af de seneste måneder har jeg prøvet at ændre på mit mønster. Jeg er meget opmærksom på, hvilke ord og vendinger jeg bruger. Og jeg øver mig i at skære det fra, som ikke kommer fra mit hjerte. Det som netop bare er blevet til unødvendig ordflom. Det bevirker naturligvis, at der er flere huller eller pauser i mine bønner. Jeg tænker mig om i stedet for at fyre noget af. Jeg prøver at tale helt normalt. Og ja, så bliver jeg inspireret af at lytte til yngstesønnens umiddelbare kommunikation. Han er som han er. Han har det, som han har det – også når han beder. Det er upoleret. Det bliver ikke pakket ind i ubevidste idéer om, at det skal lyde pænt eller på en bestemt måde. I fredags kom han senere i seng, og så blev aftenbønnen sådan her: “Gud, i aften er jeg bare for træt”. Så kiggede han på mig og sagde: “din tur” (underforstået til at bede). Jeg tænkte mig om et øjeblik, og så gentog jeg “Gud, i aften er jeg bare for træt” – og så brød vi sammen af grin begge to.
