Bagsiden ved at være blogger

Da jeg for et par måneder siden klikkede på “udgiv” af seneste indlæg Nyt perspektiv og roller udenfor kirkeboblen, så var det med bævende hånd og hjerte. Det havde været en lang proces at få indholdet på plads i mit hoved og på skrift. Jeg var usikker på, hvordan det ville blive taget imod. Da jeg efterfølgende fik usædvanlig lille respons fra mine læsere, så blev usikkerheden endnu større. Jeg gik i flere dage rundt med en følelse af, at jeg havde gjort eller sagt noget forkert. Til sidst kontaktede jeg en præsteven og spurgte, om han syntes, indlægget var helt ved siden af. Det gjorde han heldigvis ikke, og det beroligede mig meget. Men jeg havde åbenbart behov for, at nogen sagde, at de godt kunne genkende det jeg havde skrevet, og at det ikke var mig, der var noget galt med.

Sårbarhed

Sårbarhed er at tage følelsesmæssige risici, det er at udstille sig selv og give slip på kontrollen ligesom jeg ofte gør med mine indlæg. Det handler om at turde stå frem som den jeg er på godt og ondt. Selvom der florerer en perfekthedskultur på de sociale medier, så er det jo et menneskeligt vilkår, at vi er uperfekte. Her på bloggen vil jeg gerne vise, at jeg er et helt menneske, og at der er styrke i sårbarheden. For vi har behov for at kunne spejle os i hinanden og opleve genklang. Og når andre tager godt imod os, og accepterer os som vi er, så er det også lettere for os at acceptere vores egne utilstrækkeligheder. I sidste ende er det med til at reducere vores forkerthedsfølelse eller skam. 

Envejskommunikation

I tidens løb har flere sagt til mig, at de synes det er modigt, når jeg er åben og ærlig på bloggen. Som jeg skrev i indlægget Jeg viser kun udvalgte dele af mit liv på bloggen, så sorterer jeg selvfølgelig i, hvad jeg deler. Det mest personlige og private holder jeg for mig selv og mine nærmeste. Men den store ulempe ved blogging er, at det er envejskommunikation. Jeg kan ikke forklare mig eller besvare spørgsmål. Jeg kan ikke opleve læsernes respons eller høre dem fortælle om lignende erfaringer.

Desværre kan jeg kun se respons i form af følgere (abonner her), “likes” og kommentarer. Samtidig nytter det ikke noget, at jeg gør mig afhængig af den slags. For så kan jeg potientielt blive skuffet og ked af det hver gang jeg udgiver noget. Jeg øver mig i at stå fast på, at jeg er værdifuld og elsket uanset omfanget af virtuelle klapsalver. Desuden er jeg taknemlig for at have en god håndfuld trofaste støtter der hepper på mig.

Ensomhed

Alligevel kan jeg ikke kan lade være med at tænke på, om det er for ensomt at være blogger. Jeg elsker at reflektere på skrift. Jeg er også overbevist om, at der altid er nogen, som spejler sig i indlæggene og oplever dem som værdsatte indspark i deres egne processer. Den viden giver mig en enorm glæde og meningsfuldhed. Det store minus er virkelig, at jeg ikke kan spejle mig i mine læsere den anden vej. I værste fald forstærker det min egen følelse af at være forkert og øger skammen, ligesom det skete med mit seneste indlæg.

Hvorfor var det indlæg mon særligt sårbart for mig? Jeg tror, at på trods af at vi var omgivet af kærlige og forstående mennesker i kirken, så har jeg lige siden skammet mig over, at jeg som rigtig voksen ikke har magtet at være superaktiv med både kirke-, familie- og arbejdsliv. Kulturen i Pinsekirken gav mig på et ubevidst plan følelsen af, at jeg skulle kunne det hele. Desuden har der altid været forventninger til mig som præstedatter – inklusiv hos mig selv – som jeg ikke levede op til indenfor kirkens rammer. Mit frivillige engagement endte med primært at ligge i lokalsamfundet, og det er jeg rigtig glad for.