Til Folkemødet i Allinge hørte jeg oplægget “Den hårde tone i udlændingedebatten gør børn fortræd”. Det var dansk-kurtiske Özlem Cekic, der interviewede journalist og forfatter Knud Lindholm Lau med udgangspunkt i hans nye bog “Bare fordi at…”, der indeholder eksempler på den hårde tone i udlændingedebatten bl.a. fra den politiske scene.
Jeg har for nogle uger siden bestilt bogen på biblioteket og venter i kø på at låne den. Så jeg var meget interesseret i at høre Knud, og jeg er ked af at sige det Knud, men Özlem stjal billedet med sine personlige fortællinger. Jeg lover at vende tilbage til Knud Lindholm Laus bog “Bare fordi at…”, for den har et vigtigt og relevant indhold. (Se anmeldelse fra Altinget, hvis du er nysgerrig).
Der stod hun i sin gule sommerkjole og læste højt af de hademails, som hun har modtaget blandt andet på grund af sin etnicitet og religion. Essensen var kort fortalt, at Özlem skulle skride ud af Danmark.
Dagen efter deltog Özlem i liveprogrammet af Shitstorm (P1) på Folkemødet. Her vandt hun over de andre deltagere i “DM i hademails”. Programmet havde en humoristisk vinkel, så publikum blev helt stille og alvorlig, da Özlem gik i stå og begyndte at græde under højtlæsningen af en af de mest hadefulde beskeder. Hun sagde; “de glemmer, at der er et menneske inde bagved”. For mig som medborger i DK gør det mig både ondt og vred, at Özlem og hendes familie er udsat for had.
Jeg har aldrig hørt Özlem tale grimt om de mennesker, der hader hende. Om dem der ønsker hende så langt væk som muligt, eller som ligefrem ønsker hende død. I stedet har hun valgt at gå dialogens vej for at forsøge at nedbryde hadet, fordommene og om muligt at fremme den gensidige forståelse.
Jeg tænker, at når Özlem kan, så kan vi alle. Vi kan aktivt bruge vores undren, nysgerrighed, vrede eller måske beundring til at gå i dialog med folk omkring os, der er anderledes, som vi ikke forstår, som vi ikke deler værdier med m.m. På den måde kan vi være med til at styrke fællesskabsfølelsen og reducere fremmedgørelsen i den danske befolkning.
Heldigvis har mange allerede dette positive fokus, og der findes foreninger med aktiviteter, som vi kan deltage i. Men det handler også om, at vi får øjnene væk fra vores mobiltelefoner, så vi ser og interesserer os mere for hinanden. I hverdagen hvor vi færdes. Menneske til menneske. Det vil jeg gerne selv blive bedre til.
Måske skal jeg ikke være så bange for at forstyrre, for at virke mærkelig, for at stille dumme spørgsmål? Og selvom jeg risikerer at blive afvist, mon så ikke de fleste vil være glade for at mærke min oprigtige interesse og for at få en snak?
Foto: Özlem Cekic og Knud Lindholm Lau til Folkemødet i Allinge 2018.
