Glædelig påske og nyd fællesskabet!

Fredag blev der rundt omkring i landet – inklusiv i min grundejerforening – flaget på halvt, fordi det var langfredag. Midt i det spirende forår og påskefrokosterne, blev vi mindet om, at Jesus døde på korset. Det var smertefuldt, blodigt og ensomt. Det var diamentralt modsat påskeferiens hygge og fællesskab. Samtidig handler påsken rigtig meget om fællesskab. Jesus arrangerede et festmåltid, så han kunne være sammen med sine disciple aftenen før sin død. Han prioriterede fællesskabet. – Og hans død og opstandelse, som vi fejrer i dag påskesøndag, betyder at vi som mennesker igen kan have fællesskab med Gud. Her til morgen blev jeg vækket af kirkeklokker, der ringede i noget der føltes som meget lang tid. Senere vil jeg gå en tur og nyde flagene, der bliver hejst i dagens anledning.

Sidste år skrev jeg i indlægget Påsken betyder, at jeg kan sænke skuldrene helt, fordi jeg er elsket og accepteret af Gud, præcis som jeg er. I år er jeg inspireret af originaltegningen af langfredag fra Peter Madsens tegneserie Menneskesønnen. Den hænger indrammet i min stue. Jeg ser på den hver dag – og alligevel har jeg behov for, at vi i fællesskab hvert år mindes. I mit hjem vil vi som familie læse om Jesu opstandelse i bibelen og spise noget lækker mad.

Foto: Original s. 126-27, Menneskesønnen af Peter Madsen.

Forhænget flængedes

Tegningen illustrerer, hvad der skete, da Jesus døde. Selvom det var midt om dagen, så blev det mørkt i hele landet. Der kom jordskælv, og klipper revnede. Men den mest bemærkelsesværdige hændelse skete i templet i Jerusalem. I det allerhelligste rum hvilede pagtens ark. Foran indgangen til det allerhelligste rum var der et kæmpestort og omkring 9 cm. tykt forhæng. Kun ypperstepræsten havde lov til at gå ind bag forhænget. Og han gik kun derind én gang om året på den store forsoningsdag. Ypperstepræsten lavede blodige ofringer af dyr som sonoffre for sine egne og hele folket synder. Det var ligesom at træde ind i Guds bolig, på hellig grund. Hvis nogen anden vovede sig derind, ville han blive så overvældet af Guds herlighed, at han ville dø.

Da Jesus døde, blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum flænget i to dele fra øverst til nederst. Peter Madsen skriver, at “vejen til det allerhelligste blev åbnet i det øjeblik”. Jesus blev det endegyldige sonoffer for alle vores tidligere og kommende synder. Så mennesket igen kan være tæt på og have fællesskab med Gud ligesom før syndefaldet. Det blev mere prædikenagtigt, end jeg for vane her på bloggen – jeg elsker bare symbolikken i forhænget der flængedes, og det er kun påske en gang om året.

Fællesskab med Gud

For mig er det så selvfølgeligt, at jeg kan have fællesskab med Gud. Jeg har ikke prøvet andet hele mit liv. Samtidig har jeg tænkt over, hvad det egentlig betyder? Gud er ikke til stede, ligesom andre jeg har fællesskab med. Jeg kan ikke se ham eller røre ved ham. Jeg kan ikke høre hans stemme med mine ører. Alligevel mærker jeg ham helt tæt på mig og indeni mit indre. Det er svært at beskrive. I indlægget Simpel meditation gør det lettere at være mig, kan du læse et eksempel på, hvordan jeg er sammen med Gud i stilheden. Det er øjeblikke, hvor jeg er særligt opmærksom på fællesskabet – men heldigvis er det ligeså tilgængeligt på tidspunkter med støj og kaos.

About the author