Ejjj… jeg er flov over at indrømme det, men for en uge siden tog jeg mig selv i at være ligesom de fleste andre forældre, der løb efter studentervognen med mit mobilkamera i hånden. Det var en særlig begivenhed, som jeg ville forevige til min datter, så intentionen var god nok.
Bagefter ærgrede det mig, at jeg havde været mere optaget af at filme end at vinke, råbe “tillykke” eller “god tur” til klassen. For det reducerede mit nærvær og min oplevelse blev indsnævret til det, som jeg kunne se på min lille mobilskærm. Det absurde var, at da studentervognen var væk, opdagede jeg, at min mand også havde filmet det hele, så min film var helt unødvendig.
Foto: Forældre løber efter studentervognen i Hillerød, mens de filmer.
Siden jeg så mig selv udefra – igennem de andre forældre – i fredags, har jeg lagt mærke til, hvor meget min smartphone fylder, selv når jeg er sammen med familien. Hvorfor skal den altid være indenfor rækkevidde? Hvorfor er det lige, jeg synes, at jeg skal tjekke nyheder, mails, messenger eller beskeder? Selvom der sjældent er sket noget nyt indenfor de sidste 5 min. Det er blevet en afhængighed, der alt for ofte stjæler mit nærvær.
Hvad er det lige, jeg kommunikerer til mine børn, når jeg har større opmærksomhed på min smartphone end på dem?
Det bekymrer Ulla Dyrløv, at børn på den måde får en forstyrret opmærksomhed.
Ifølge sociolog og tidligere seniorforsker på Aarhus Universitet, Mette Jensen, har brugen af teknologi ændret vores forståelse af nærvær og fravær, og det påvirker vores sociale relationer.
“Det, at man er i gang med noget på sin smartphone, gør, at ens opmærksomhed på de fysiske omgivelser bliver væsentlig mindre. Vi er nærværende med nogle andre, der befinder sig et andet sted, og så kan man ikke undgå at blive lidt fraværende overfor dem, der er omkring én”, siger hun.
Artiklen kan læses i sin fulde længde via linket her.
Det behøves vel ikke være sværere, end at jeg lægger min smartphone væk, når jeg ikke bruger den? Så jeg tilvælger nærværet med min familie, lytter til hvad de siger, ser hvad de laver og er til stede sammen med dem? Det lyder umiddelbart nemt… gad vide om det også bliver det?
