“Du er ligesom en omvandrende to-do-liste. Du er ikke til at holde ud at være sammen med. Sæt dig ned i sofaen og se noget serie”, sagde min mand til mig 2. søndag i advent om formiddagen, mens playlisten med Christmas crooners spillede i baggrunden. Jeg havde været i gang med praktiske opgaver siden jeg stod op med yngstesønnen kl. 6. Der var meget, jeg gerne ville nå. Flueben der skulle sættes på decembers to-do-liste. Ind imellem mindede jeg min mand om de punkter, han havde lovet at tage sig af. Han sad ved spisebordet og spillede iPad med yngstesønnen. Det var lykkedes mig at bilde mig selv ind, at jeg gik rundt og hyggede mig. Men jeg kunne ikke narre min mand. Den her lettere hektiske tilstand havde præget mig i nogle uger. Jeg havde fået sværere ved at få ro på mig selv og slappe af. Tankerne myldrede rundt om alle de ting, som jeg syntes, der skulle gøres og planlægges. Min krop var så småt begyndt at fortælle mig, at det var tid for at sætte tempoet ned, men december syntes ikke sådan til at ændre på. I situationen oplevede jeg min mands kommentar som en irriterende forstyrrelse, men den fik mig til at stoppe op, og det er jeg taknemlig for. Jeg havde brug for at tage endnu en dans med julen. Den startede med en lang gåtur uden noget i ørerne. Du kan læse om Min rejse hen imod en glædeligere jul i indlægget fra sidste år.
Allerede når vi er på vej ind i december, så skifter mit system pr default til allerhøjeste gear. Mine ellers gode vaner med en langsommelig og eftertænksom livsstil, hvor jeg prioriterer og passer på mig selv, bliver sat på pause. I stedet havner jeg i et gammelt spor af “burder”, krav og forestillinger om, hvordan julen skal se ud. Et sammensurium af minder fra min barndomsjul, reklamer, julefilm og glansbilleder af andres julerier på sociale medier kombineret med velovervejet planlægning og prioritering. Det er som om, jeg bliver viklet ind i noget, jeg ikke har kontrol over. Jeg har siden 2. søndag i advent fået øje på, at jeg havner i en rolle, der ligner den, min mor påtog sig. Uden nogen direkte har bedt mig om det. Måske sker det, fordi min mor overleverede familietraditionerne til mig, før hun døde, måske fordi jeg selv er en mor. Jeg påtager mig ansvaret for, at min familie får en mindeværdig december uden skuffelser. Sådan har det været, siden vi holdt vores første jul uden min mor for 15 år siden. Og jeg har skjult for mine børn, mens de voksede op, i hvor høj grad julen har presset mig – præcis som min mor gjorde overfor min tvillingebror og jeg. Samtidig har jeg kæmpet med en ensomhedsfølelse midt i alle forberedelserne. Det er som om, det lille barn indeni på én gang savner sin mor og protesterer over at skulle være den voksne. Heldigvis lever jeg fint med savnet på alle andre tidspunkter af året.
Min mand og jeg har mange gange sagt højt, at jeg ikke kan lide julen. Det har været rart at kunne give mit indre protesterende barn en stemme og skælde ud over den situation, jeg blev sat i som 34-årig. I år er det blevet tydeligt for mig, at det jeg i virkeligheden ikke kan lide er, i hvor høj grad savnet og belastningerne påvirker mig – og dermed også mine omgivelser. Jeg mindes, hvordan jeg alt for ofte har været så udmattet, at jeg ikke været fuldt til stede, når vi er nået frem til klimaks af julehygge og -traditioner. Over tid har vi hjulpet hinanden med at forenkle vores fælles jul sammenlignet med min barndomsjul. Og jeg kan mærke, at jeg er blevet mere og mere afklaret og afslappet med, hvordan julen er blevet uden min mor. Jeg har fået masser af erfaringer med, at julen sagtens kan gennemføres, selvom jeg ikke får gjort rent, lavet bordpynt eller skrevet de julehilsener, jeg gerne vil. Jeg er et andet sted, end jeg var for bare et år siden. Parat til at sige højt at jeg faktisk godt kan lide julen. Måske netop fordi jeg er blevet opmærksom på, at jeg skal huske at give mit indre barn kærlig opmærksomhed? I de kommende dage vil jeg forkæle mig selv i det små og forsøge at finde tilbage til min langsommelige og eftertænksomme livsstil. Der er stadig meget, der skal gøres, og jeg skal på arbejde i morgen, så jeg overlader glad hovedansvaret til min mand.
