Studentertid og livets ukontrollerbarhed

Sent fredag aften i forrige uge kom 3v kørende nedad vejen med høj musik, råben og dytten, mens de hoppede og dansede i vognen. “Man bliver da helt glad af at se dem” hørte jeg mig selv sige til vores ældste søn, der stod ventede sammen med mig. Jeg havde det som om, jeg havde ventet hele dagen. I 12 minutter fik vi lov til at fejre vores næstældste søn og hans klasse i skumringen i carporten. Der blev uddelt en del øl-klistrede krammere, før de trillede videre igen. Jeg havde varslet den støjende vogns ankomst i ejerforeningens Facebookgruppe. Her modtog vi den ene søde lykønskning efter den anden – til trods for udsigten til at få forstyrret aftenroen. Flere naboer skrev, at de synes det er festligt og dejligt med studenter, og de ønskede de unge en god vogntur. 

Jeg har tænkt på, hvorfor det mon er sådan, at folk elsker studenter? Her kommer mit bud på det. De har en umiddelbar og overstrømmende glæde, som smitter. De er en fast tradition omkring midsommer i Danmark. Et symbol på ungdom og frihed fra forpligtelser. Livet synes uendeligt langt, og alverdens muligheder ligger for fødderne af dem. Det handler bare om at vælge retningen, hvilket selvfølgelig kan virke skræmmende. Vores næstældste søn er i hvert fald godt træt af at blive spurgt om, “hvad skal du så lave bagefter?”. I nogle uger endnu bliver de store spørgsmål fortrængt af fejringer, og vennerne er indenfor nær rækkevidde, før de spredes. Det er en helt særlig tid, som vækker genkendelse hos mange af os. Men det er også en tid, som pludselig er væk igen. Måske er det netop derfor, så mange voksne støtter de unge i at give den fuld gas, så længe det varer.

Fredag formiddag havde de samme unge mennesker siddet pænt linet op på rækker med andre klasser og lyttet til rektor Anders Krogsøes translokationstale til dem på Frederiksborg Gymnasium og HF. Han bad studenterne huske det kompleks, at de er noget ganske særligt, og at de samtidig er helt almindelige mennesker. Jeg er ikke i stand til at gengive den retorisk flotte tale, men jeg er blevet inspireret af den. Studenterne har grund til at føle sig som noget ganske særligt. De har gennemført tre år på gymnasiet ovenpå ti år i folkeskolen. Som individer er de hver især unikke uanset tallet i huen og på eksamensbeviset. De kan forsøge at planlægge fremtiden, men vil før eller siden blive forstyrrede af livets ukontrollerbarhed ligesom alle os andre almindelige mennesker. Det er et vilkår, at tilværelsen rummer uforudsigelighed, kaos og kriser, som Anders Krogsøe sagde. Og for nogle af studenterne vil venskaber grundlagt i gymnasietiden kunne være med til at bære dem igennem.

Da jeg selv blev student, fejrede jeg det med min tvillingebror, der også var blevet student – og med vores venner. Men studentertiden var også præget af min første store oplevelse af livets ukontrollerbarhed. Jeg var flyttet fra Aalborg Katedralskole til Roskilde Katedralskole i sommeren 1992 mellem 2g og 3g. Samme år herrelandsholdet vandt EM i fodbold, og vi kunne høre reaktionerne fra Roskilde Festivalen nogle kilometer fra vores hus. Det markerede en ny epoke efter at have boet i en landsby i Nordjylland hele min opvækst. Selvom jeg fik søde klassekammerater og enkelte venskaber, så blev det kendetegnende for skoleåret, at jeg lærte at være alene. Der var kultur- og mentalitetsforskelle, og jeg var på overarbejde for at blive en del af det allerede veletablerede fællesskab. Højdepunktet for mig var translokationen, hvor jeg fik et legat for min positive indflydelse på det sociale liv på gymnasiet til stående bifald fra min klasse. Jeg var selvfølgelig blevet indstillet til det af nogle lærere. Det ændrede ikke på, at jeg aldrig selv fik oplevelsen af at høre til, hvilket jeg i særlig grad mærkede på klassens oven i købet kolde og regnfulde vogntur.

I dag kan jeg sagtens genfinde følelsen, jeg havde som student, af at kunne alt – næsten da – og at der var tid til at nå det hele. Der var plads til at drømme om fremtiden, og der var mange retninger, jeg kunne bevæge mig i. Det føltes på en gang overvældende og spændende. Samtidig har jeg altid trivedes med at planlægge og vide, hvad der skulle ske. Over tid har jeg erfaret, at der er mange ting som ikke kan planlægges, eller som ikke går som planlagt. Der er uforudsigeligheder, jeg ikke har nogen kontrol over. Benspænd på vejen og i perioder kriser og kaos, som rektor Anders Krogsøe prøvede at forberede studenterne på. Jeg er sikker på, at jeg selv som ung ikke ville have været i stand til at forstå, hvad han talte om. Det har taget mig et halvt liv at lære at påskønne værdien i og blive bedre til at favne det ukontrollerbare. Det kan byde på uventede overraskelser. Meningsfuldhed fx i mødet med et andet menneske midt i det der er uønsket og svært. Ligesom da jeg i 3g begyndte at skrive lange, dybe breve med en først perifær bekendt, fordi jeg følte mig alene. Det udviklede sig til et nært venskab, senere blev han min kæreste, og i år har han været min mand gennem 25 år.