Måske er det et Corona-efterslæb, fordi jeg lidt hektisk har tjekket nyheder i for lang tid? I hvert fald er jeg blevet tiltagende frustreret over, hvor meget opmærksomhed jeg giver min smartphone. Den følger med mig, hvor jeg går. I hånden eller i lommen. Yngstesønnen løber efter mig med den, hvis jeg ved en fejl forlader den. Det er skræmmende, at han ser mig og min smartphone som to uadskillige enheder. Sådan har jeg ikke lyst til, det skal være. Det havde jeg heller ikke lyst til for tre år siden, da jeg skrev indlægget Gem mobilen væk og vær mere nærværende.
Målet er ikke total afholdelse, for smartphonen indeholder mange gode funktioner. Men jeg vil gerne holde op med kigge på den hele tiden og uden grund. Desuden har jeg lagt mærke til, at hvis jeg har indre uro, så forværrer smartphonen min tilstand. Den stresser mig. Og fremfor alt bliver jeg mindre nærværende overfor dem, jeg er sammen med – og ikke mindst overfor mig selv. Jeg mærker mig selv mindre, når min smartphone får lov til at fylde for meget.
Om at vente
Jeg øver mig i at lægge min smartphone ind i køkkenskabet her hjemme. I starten følte jeg mig næsten nøgen, når jeg ikke havde den på mig. Det gør jeg ikke længere. Men det trækker stadig i mig at kigge på den, når jeg alligevel går forbi. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Måske vil jeg på et ubevidst plan gerne vide, om der er sket noget nyt? Uanset hvad er det helt unødvendigt. For der kan gå timer imellem vigtige opslag i nyheder, på Instagram, i mails eller mine beskeder og flere dage imellem telefonopkald. Der er ingen god grund til at smugkigge eller til at have min smartphone på mig hele tiden. Derfor øver jeg mig i at udskyde mit irrationelle behov og lade den ligge.
Men det er lettere sagt end gjort. Det med at vente og det med at være til stede. Jeg har vænnet mig til at være “på” – online – tilgængelig. Jeg er typen, der svarer forholdsvis hurtigt på beskeder. Det ved jeg heller ikke, hvorfor jeg gør. Fjollet nok har jeg ikke noget problem med at lade dem jeg er sammen vente. “Jeg skal bare lige svare på en besked”, hører jeg mig selv sige. Jeg vil gerne gøre det til en værdi for mig selv at lade alt og alle online vente og være til stede her og nu. Spændt på hvor meget det mon kommer til at løfte kvaliteten af samværet med mine nærmeste?
Om at finde ro
I øvrigt har jeg lagt mærke til, at jo bedre jeg har det med mig selv, desto lettere er det for mig at undvære min smartphone. Hvis jeg er ked af det, har travlt eller føler mig presset, så er tiltrækningskraften størst. I Corona-tiden har jeg ikke kunnet lade være med at tjekke nyheder. Der har løbende været usikkerhed om fremtiden. Jeg har gerne villet vide, hvad der skete omkring mig. Samtidig har det tilført mig yderligere uro, som igen har givet mig en ny trang til tjekke nyheder. Det har været skruen uden ende. I virkeligheden har jeg afledt mig selv – fra mig selv. Og jeg har ikke altid fået mærket ordentligt efter, hvordan jeg har haft det indeni.
Mekanismen sker også udenfor akut Corona-tid. Min til tider hektiske brug af smartphonen fortæller mig, at det er tid til at stoppe op og finde ro. Måske har jeg behov for at skrue tempoet ned igen igen som beskrevet i indlægget Jeg fortsætter min langsommelige livsstil eller sætte mig ned og lukke øjnene i nogle minutter som beskrevet i indlægget Simpel meditation gør det lettere at være mig. Jeg er glad for at have gode strategier at vende tilbage til, når det her sker igen – måske allerede i morgen?
