“Godt nytår! Må det nye år blive meget bedre”, sagde en ældre dame med mundbind, som vi hilste på i Fredensborg Slotspark i dag. Jeg har efterhånden hørt flere omtale 2020 som et dårligt år inklusiv jeg selv. Lorteår og møgår er det blevet kaldt i avisoverskrifter. Det har været kendetegnet af aflysninger og afsavn. Indskrænket frihed og frygt. Corona-træthed er efterhånden blevet til Corona-udmattelse. Men i virkeligheden vælger jeg selv, hvilken fortælling om 2020, jeg tager med mig ind i det nye år. Der er også kommet noget godt ud af det uønskede og svære. Der har været udvikling. Mine prioriteter har ændret sig. Der har været afslutninger og nye begyndelser. Jeg er blevet meget mere glad og tilfreds.
Mod
For et år siden havde jeg ikke haft modet til at sige mit job op, før jeg havde et nyt. Ligesom jeg gjorde i slutningen i september. Jeg tror, at godt et halvt år med daglige Corona dødstal, havde mindet mig om, hvor kort og dyrebart livet er. Det er ikke fordi, jeg har gået rundt og følt mig bange. Der har dog alligevel været noget eksistentielt på spil i 2020. Min mand og jeg har talt mere end normalt om, hvad der er vigtigt for os. I mange år havde jeg talt og drømt om at lave noget andet. Der var en længsel, en passion indeni mig. Der var noget, jeg gerne ville i gang med at skabe. En anden side af fortællingen er, at jeg ikke havde det godt. Jeg trivedes ikke med arbejdet, og hverdagen som den så ud. Det endte ud med at blive en økonomisk omprioritering og en ny begyndelse.
Vi kommer til at skulle spare på vores penge, indtil jeg kan tjene på min skrivning og projekt. Der er et element af usikkerhed. Men som noget nyt glæder jeg mig til, at hverdagen starter igen. I sidste års indlæg Refleksioner over året der gik og velkommen 2020 skrev jeg, at jeg måske ville ende med at kaste mig ud i ting i 2020, som jeg ikke havde forestillet mig. Det har jeg gjort. Jeg er flyttet fra det audiologiske til det neurologiske specialområde, og det havde jeg bestemt ikke forestillet mig for et år siden. Til gengæld har det helt uventet vakt min begejstring for at være audiologopæd. Jeg elsker at gå rundt i min kitel på hospitalet og hjælpe hjerneskadede med deres stemmer og kommunikation (på deltid). – Og at have tid til min skrivning og projekt ved siden af.
Langsommelighed og løb
I 2020 er mange af os blevet tvunget ned i tempo, mens andre har løbet hurtigere end ellers. Tak til jer! Vi har ikke kunnet planlægge noget. Vi har ikke kunnet ses med dem, vi gerne ville. Kalenderen har været næsten tom. Vi er blevet tvunget til at være mere sammen med dem, der er i vores husstand og sociale boble. Der har ikke været udenlandsrejser og kun ganske få udflugter væk fra lokalområdet. I perioder har der ikke været besøg af bedsteforældre, og ingen legeaftaler med klassekammerater. Der er indhold og rutiner, der har været sat på pause. Vi har været nødt til at gøre noget andet, end det vi plejer. Det har givet anledning til nye begyndelser og måske ligefrem forandringer i måden vi lever på.
“Mor, du sagde engang, at du gerne ville have mere tid sammen med mig. Det har du nu”, sagde yngstesønnen på et tidspunkt. Det har været dejligt, det har været hårdt. Jeg har ikke følt mig som en supermor. Alligevel har vi haft mange lykkelige øjeblikke drysset udover året – os to og sammen med resten af familien. Brødrene er kommet tættere på hinanden, selvom der også har været slagsmål. Min mand og jeg har genfundet glæden ved at dele vores trosrejse. Jeg fortsætter min langsommelige livsstil, fordi det gør mig mere nærværende overfor mig selv, Gud og mennesker omkring mig. Jeg har dannet partnerskab med en veninde, så vi kan holde hinanden fast på langsommeligheden. Tænk at jeg er begyndt at løbe uambitiøst og meditativt løb på min egen måde. Den havde ingen set komme.
