Juleaften fejrer vi, at Jesus blev født. Det bliver ofte afbilledet med hyggelige krybbespil. Virkeligheden var en anden. Maria og Josef var over 150 kilometer hjemmefra. De havde vandret på støvede landeveje fra Nazaret til Betlehem, hvor de var indkaldt til folketælling. Det var en hård og ubekvem rejse for en højgravid kvinde som Maria. Det var i forvejen ikke en ønskesituation. De unge forældre må have været udsat for udstødelse og skam under hele graviditeten på grund af den mirakuløse undfangelse. Mens de var i Betlehem fik Maria veer, men der var ikke plads til dem nogen steder.
Derfor endte de i en stald. Der var koldt, mørkt og beskidt. Der var ingen jordemor eller slægtninge. Maria og Josef måtte klare fødslen alene, og Gud var hos dem igennem det hele. Der var fostervand, blod og måske afføring. Jeg har selv oplevet, hvor ulækre fødsler er. Det kan sagtens have været en kaotisk og angstprovokerende oplevelse for Maria. Jeg forestiller mig, hvordan jeg selv ville have reageret under lignende omstændigheder. Men Jesus – Guds søn – blev født. Han blev svøbt i et tæppe og lagt i en krybbe til dyrefoder. Ind imellem lå han ved sin mors bryst og blev ammet. Mon ikke også de unge forældre beundrede deres dejlige barn? De kaldte ham Jesus, ligesom englen Gabriel havde sagt.
Julenat
Samme nat lå nogle hyrder og passede får ude på marken. Pludselig stod en engel foran dem, og de blev meget bange. Hele landskabet omkring dem blev badet i et strålende lys. Englen sagde: “Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket. I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe”. Der står i Bibelen, at himlen brød ud i jubel, og en hær af engle lovpriste Gud. Den fejring af Jesu fødsel ville jeg rigtig gerne have set. Bagefter gik hyrderne ind til Betlehem, hvor de fandt Maria og Josef sammen med barnet.
Himlens konge blev født som et fattigt barn. “Det ser ud til, at Gud planlagde de mest ydmygende omstændigheder for sin indtræden til verden, som om han ville undgå at have nogen form for fordel på forhånd”, skriver Philip Yancey i bogen “Den Jesus jeg ikke kendte”. Kort efter fødslen flygtede Maria og Josef til Egypten, fordi Kong Herodes ville slå alle jødiske drenge under 2 år ihjel for at få ram på Jesus. Det havde en engel advaret Josef om i en drøm. Jesus var flygtning i et fremmed land i sin tidlige barndom. Allerede fra starten gjorde Gud ikke livet lettere for Jesus. Det var ikke en ønskesituation, men Gud var hos dem igennem det hele. Da Kong Herodes døde, fortalte englen det til Josef i en drøm. Familien rejste hjem til Israel igen, hvor Jesus voksede op.
Taknemlighed
Julen 2020 er heller ikke en ønskesituation, men Gud er hos os igennem det hele. Han er lige midt i dét, der er allermest smertefuldt, uønsket og rodet. Vi er mange, der ikke kan fejre den juleaften, som vi gerne ville. Der er familie og venner, som vi savner at kunne ses med og give et kram. Mange er isolerede på grund af Covid-19, og kan ikke engang ses med dem i deres egen hustand. I indlægget Vi må gerne have det, som vi har det juleaften har jeg skrevet om vores egen situation for få dage siden. Vi får ikke besøg af farmor og farfar, men vi glæder os over at vi fem nu kan være sammen uden at smitte hinanden. “Kan vi så sidde i samme bordende?”, spurgte yngstesønnen begejstret i går. Ja! – og vi kan gå rundt omkring juletræet og synge. Selvom jeg er mega træt, og jeg har sat barren lavt for mig selv i dag, så føler jeg mig heldig.