I sidste uge var vi tilbage i Mariager med udsigt over skov og fjord, hvor jeg for 30 år siden afsluttede 10. klasse på “Alterna Sydamerika”. Det var dengang kun et par skurvogne ved efterskolen Frydensberg. Året fik stor betydning for min fremtid. Først og fremmest mødte jeg min mand, og nogle år efter blev vi kærester. Her sidder vi nu 23 års ægteskab og 4 børn senere.
Jeg lærte at have en enklere tilgang til tro og bøn. Man kan sige, at Gud kom tættere på. Jeg mærkede glæden ved at udvise praktisk kærlighed i løbet af to og en halv måneders arbejde på et børnehjem i Argentina. I tiden efter drømte jeg om at flytte til Sydamerika og fx undervise børnehjemsbørn i engelsk. Til den negative side er jeg flov over den kategorisering af mennesker og rigtig-forkert måde at tro på, som jeg tog med mig fra den kristne boble på efterskolen.
Bøn dengang og nu
Efterskolen var mit første møde med Pinsekirken. Her blev jeg præsenteret for Gud som en nær ven, jeg kunne tale almindeligt til. Det var nyt for mig. Pludselig var intet for småt, stort – eller mærkeligt – at bede om. Jeg begyndte at forvente, at min bøn kunne have en mærkbar effekt. Som da jeg var med til at bede for en kammerats forstuvede fod, og den blev rask igen. I Sydamerika var det endnu mere normalt at se helbredelser og andre overnaturlige svar på bøn.
I årenes løb har virkeligheden vist sig ikke at være helt så enkel, og det har givet mig store frustrationer og skuffelser. Der har været masser af situationer, hvor Gud tilsyneladende ikke har gjort noget, selvom jeg har bedt. Bøn er sandelig et mysterie. Det er blevet min erfaring, at jeg skal bede i lang tid for den samme ting, og at Gud ofte gør noget andet (og måske bedre?), end jeg forstår med mit menneskelige perspektiv. Til gengæld er Gud blevet større for mig. Den del af min trosrejse fortjener sit eget blogindlæg senere.
Sort-hvid teenagehjerne
I dag lyttede jeg til britiske Nomad Podcast, hvor en af værterne – med dybe suk over sig selv – så tilbage på sin periode som “(self-)righteous teenager”. Det gjorde mig lidt glad. Jeg opførte mig selv fordømmende, da jeg kom hjem fra efterskole. Det gik særligt ud over min elskede barndomsveninde. Jeg husker, at jeg bl.a. opfordrede hende til at smide sin Stephen King bogsamling ud, fordi den forhindrede hende i at blive kristen på den “rigtige” måde. Det fik os på afstand af hinanden i nogle år. I forrige uge sagde jeg endelig undskyld til hende. Hun var kærlig og tilgivende, hvilket jeg er taknemlig for – men hun beskrev mig som en meget “radikal” kristen på det tidspunkt.
Jeg undrer mig over, at jeg havde så endimensionel en forståelse af tro. Min tilgang til mennesker omkring mig var ærligt talt en smule sekterisk. Måske passede den sort-hvide virkelighed godt ind i en teenagehjerne? I mine første to gymnasieår på Aalborg Katedralskole kastede jeg mig ud i utallige diskussioner med mine klassekammerater om Jesus, kristendommen, jordens tilblivelse osv. Jeg håbede på, at jeg kunne overbevise dem, så de valgte at tro. Det ærgrer mig, at jeg ikke udviste større interesse for, hvad de hver især var optagede af. Jeg husker dem som super søde unge mennesker. I 3.g havde jeg et stille og mere indadvendt år som den nye pige i klassen på Roskilde Katedralskole. Det hjalp mig med at falde til ro, og jeg begyndte i stedet at se værdien i forskelligheder.
Praktisk kærlighed
Hvad skete der med min drøm om at flytte til Sydamerika? Jeg forfulgte den i gymnasiet med spansk og engelsk på højniveau. I mit sabbatår rejste jeg med min tvillingebror og to venner til Peru, Chile, Argentina, Paraguay og Brasilien i tre måneder. Jeg har lige talt med yngstesønnen om, at jeg har stået ved foden af Kristusfiguren i Rio de Janeiro, fordi han er fascineret af den statue. Vi havde de mest fantastiske – og desuden de mest skræmmende – oplevelser på den rejse. Jeg har lyst til at opleve mere af Sydamerika, men jeg drømmer ikke om at flytte derned. I stedet glæder jeg mig over at kunne udvise praktisk kærlighed i min hverdag i Danmark.
