Jeg ligger i vandoverfladen og lytter til klukkende bølgeskvulp, mens det blinkende hav omslutter min krop. Hvide candyfloss skyer glider henover en blå himmel. Jeg svømmer nogle baner frem og tilbage, mens yngstesønnen sidder på badebroen indpakket i håndklæder og spiser en Dumle slikkepind. Det er blevet min yndlingsaktivitet om sommeren. Jeg elsker det, og jeg får fyldt masser af ny energi på.
“Hvad kan du godt lide?” og “hvad gør dig glad?”, spurgte en terapeut mig for mange år siden efter min mors død. Jeg var blank. Selvfølgelig var det åbentlyse svar – familien. Men det her handlede mere om, hvad der giver MIG energi at lave? Jeg var stadig helt blank. Den observante terapeut lagde i løbet af flere samtaler mærke til, at der skete noget, når jeg fortalte om at skrive. Min begejstring forplantede sig ud i hele kroppen. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile og gestikulere med hænderne. Den samtale ledte mig frem til, at jeg begyndte at beskæftige mig målrettet med skrivningen.
Siden dengang har jeg øvet mig langsomt i at lytte mere til min krop. Hvad fortæller den mig? Det kan være, at jeg efter en lang arbejdsdag kan mærke, at jeg har brug for en svømmetur, hvor kroppen kan afspændes og hovedet kobles fra. Hvis det lykkes os at komme afsted, så får jeg spontant en kæmpe tilfredshedsfølelse, mens jeg bevæger mig rundt i vandet – også selvom jeg samtidig skal lege “haj” eller se på yngstestønnen dykke.
Det er ikke blevet ren rutine for mig at mærke mig selv. På særligt trætte eller pressede tidspunkter strander jeg oppe i mit hoved. Det betyder, at jeg mere eller mindre bevidst overhører mine egne behov og går på autopilot. Jeg kører derudaf, og løser småirritabelt den ene opgave efter den anden, indtil min søde mand bremser mig.
Forleden lyttede jeg til britiske Nomad Podcasts interview med Hillary McBride om temaet Embody (afsnit 227). Hun er klinisk rådgiver i Canada. I podcasten taler de bl.a. om sammenhængen mellem hovedet og kroppen – og de reflekterer over, hvorfor vi som hvide kristne ofte ikke er særligt meget i kontakt med vores kroppe. Det er der selvfølgelig individuelle og komplekse svar på.
I mit tilfælde er en del af forklaringen, at jeg er vokset op i en kirkekultur med stærke værdier om at tage sig af andre mennesker. Jeg har aldrig hørt nogen sige, at det var forkert eller egoistisk at lytte til sine egne behov, men som barn så jeg ikke egenomsorg blive praktiseret. I dag er jeg overbevist om, at den Gud jeg tror på er inderligt optaget af, hvordan jeg har det som HELE mig – og det giver mig i øvrigt også mere overskud til at være noget for andre.
