“Så stop dog!… hold op med at sammenligne dig selv med hende”, siger jeg til mig selv indeni, mens jeg står og snakker med en anden mor udenfor skolen. Vi venter på vores børn. Hun har matchende løbetøj og -sko på, og strækker ud efter en løbetur i slotsparken. Den første tanke der kommer til mig er, at hun ser slankere og pænere ud end jeg. Jeg hader, når det sker, for jeg har det generelt okay med med mit udseende – selvom jeg uden tvivl ikke ser ligeså sporty og elegant ud i løbetøj, som hun gør. Jeg skubber tanken til side. Vi taler om det at løbe. Hun kan slet ikke forstå, at jeg kan lide at bruge løbebanen. Hun synes, det er meget rarere at løbe i naturen. Den anden fjollede tanke der kommer til mig er, at det er mig, der er forkert på den. Jeg prøver ikke engang at forklare hende, hvad jeg godt kan lide ved løbebanen. For selvfølgelig løber en “rigtig” løber ude i naturen og længere ruter, end jeg gør.
I situationen blev jeg ramt af usikkerhed og mindreværd. Det havde intet med hende at gøre. Jeg røg lige pladask 30-35 år tilbage til idrætstimerne med atletik, hvor jeg var elendig til at løbe på tid – og til mit efterskoleår, hvor en gruppe populære elever gjorde grin med min numse og løbestil. Det lå ikke i kortene, at jeg frivilligt og ud af ren lyst skulle starte med at løbe. For et par år siden drømte jeg, at jeg løb. Det var en surrealistisk oplevelse at mærke affjedringen med fødderne og at flyve som en fri fugl gennem luften. Jeg tog kort tid efter ind til København og købte løbesko, men det var først efter nytår i år, at jeg kom i gang med selve træningen. Det er en stor sejr i sig selv, at jeg er blevet en løber. Jeg er totalt uambitiøs og tilfreds med at være langsom med ikke-matchende farver og i mit eget space. En anden gang vil jeg stoppe mig selv i at sammenligne mig med andre end mig selv.
Min snak med den anden løber-mor inspirerede mig til at teste slotsparken. Det er nu blevet en fast del af ugeprogrammet, at jeg på min onsdagsfridag afleverer yngstesønnen i skole, og bagefter løber jeg runde langs yderkanten af slotsparken. Jeg holder sanserne åbne. Jeg mærker gruset under fødderne og vinden mod huden, hører lyden af bladenes raslen og bølgeskvulp, og dufter såvel skovbund som bitter rævepis. Jeg hilser på lokale hundeluftere og løbere, og jeg håber på en dag at blive overhalet af en de kongelige på morgenløbetur. Løbebanen er stadig mit primære hood. Der er noget rituelt og meditativt over at løbe samme runde igen og igen. Jeg mærker mig selv og min vejrtrækning. Det er som om, der bliver etableret en forbindelse mellem mit hoved og min krop, hvilket et par gange har udløst en tiltrængt tudetur. Vildt nok så oplever jeg periodevist samme flyvende frihed som i drømmen.
