Jeg sidder i toget med mine hovedtelefoner i ørerne. Det er der også mange andre passagere rundt omkring mig der gør. Lige nu lytter jeg til stille musik for at få en rolig start på dagen. Jeg har et stort udvalg af musik, interessante pod-casts og lydbøger, som jeg kan vælge imellem. Masser af god underholdning eller seriøs information alt efter hvad jeg er i humør til. Hvis der er stille i toget, så foretrækker jeg dog stilheden.
Den østrigsk-amerikanske psykolog, familieterapeut, filosof og kommunikationsteoretiker Paul Wazlawick (1921-2007) mener, at uanset hvad vi gør eller ikke gør, så kommunikerer vi et eller andet. Vi kan ikke ikke-kommunikere (“one cannot not communicate”).
Når jeg sidder tavst med mine hovedtelefoner på, så er det også en form for kommunikation. Uanset om jeg selv er bevidst om det eller ej. Uanset om jeg ønsker det eller ej.
Hvad kommunikerer vi, når vi har hovedtelefoner på? Hvordan påvirker hovedtelefonerne vores interaktion med hinanden?
Mange af mine medpassagerer med hovedtelefoner på sidder og kigger lige ud i luften uden at se noget omkring sig. Jeg tænker, at de ikke ønsker at blive forstyrret. Derfor søger jeg ubevidst sjældnere søger øjenkontakt eller smiler til folk med hovedtelefoner på. Måske ser jeg hovedtelefonerne som et udtryk for en privatsfære. Måske kan jeg genkende behovet for at gå ind i mit eget “rum”. Behovet for at lukke af for omverdenen.
Måske misforstår jeg mine medpassagere, for ofte føler jeg mig selv åben for social kontakt, selvom jeg har hovedtelefoner på. Jeg føler mig til stede, men er forståeligt nok mindre nærværende. Jeg ville til hver en tid vælge kontakten til andre fremfor min musik eller podcasts.
Det må være svært for andre at se, om jeg er i en lukket eller åben tilstand. Gad vide om jeg søger mere øjenkontakt og smiler mere, når jeg er åben for kontakt? Det ved jeg ikke. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg risikerer at gå glip af god interaktion og kommunikation med mine omgivelser, når jeg har hovedtelefoner på.
Kilde: Watzlawick, P., Beavin-Bavelas, J., Jackson, D. 1967. Some Tentative Axioms of Communication. In Pragmatics of Human Communication – A Study of Interactional Patterns, Pathologies and Paradoxes. W. W. Norton, New York.