Jeg er ligesom andre pendlere og brugere af Kystbanen blevet forsinket af en personpåkørsel her til morgen. Der er dårlig information fra DSB. Jeg står på Kokkedal station og venter på toget oppe på skærmen, som så pludselig bliver fjernet. På Rejseplanen ser det stadig ud til at køre planmæssigt. Jeg er omgivet af forvirrede ansigter. Irriterede udbrud. Undren. Hver enkelt passer sig selv, og der er helt stille.
En asiatisk udseende mand med beige strikhue og sorte briller kommer hen til mig. “Hvornår går det sidste tog?”, spørger han. “Mener du det næste tog?”, svarer jeg. “Nej, det sidste tog?”, siger han insisterende. Jeg har tydeligvis ikke forstået spørgsmålet. “Mener du, hvornår det sidste tog går I dag?”, prøver jeg. “Nej, det sidste tog lige nu”, siger han og peger op på skærmen på perronen. “Undskyld, jeg er ked af, at jeg ikke forstår dig. Mener du, hvornår gik det seneste tog?”. “JA!”, svarer han og ser lettet ud. “Det ved jeg desværre ikke, for jeg har kun stået her i fire minutter”, forklarer jeg. Vi taler lidt om, hvad der mon sker med togene. Vi skal begge ind mod byen.
Der triller en togbus ind bagved os, og DSB-stemmen fortæller over højtaleren, at der ikke kører nogen toge mellem Helsingør og Skodsborg. Der bliver opbrudsstemning. Kort efter er perronen helt tom for mennesker.
Jeg sidder nu i bussen og tænker på, hvordan små fejl (fx et forkert ordvalg) kan ændre meningen fuldstændig i en sætning, og at det kan betale sig at gøre en aktiv indsats for at forstå og blive forstået og for at udrede en misforståelse.
Er det i virkeligheden ikke essensen ved al vellykket kommunikation? Nemlig, at vi engagerer os, udviser tålmodighed og tager os tid til hinanden.
Jo og det er meget lettere skrevet end gjort i praksis. Dejligt det lykkedes for dig.