For nylig kom jeg forbi en bænk, mens jeg gik tur i vores lokale Fredensborg slotspark, der stod smukt badet i sollys. Jeg tog jakken af, lagde den på bænken og satte mig ved siden af den. Det havde været en af den slags uger, hvor jeg i mine tanker næsten konstant var blevet konfronteret med min egen utilstrækkelighed. Det havde været betydeligt lettere for mig at få øje på, hvor jeg ikke slog til, end hvor jeg gjorde.
Tankerne kan opleves som en kampplads om at vinde min tid og opmærksomhed. Jeg kommer let til at påtage mig ansvar og stiller store krav til mig selv. Jeg er god til at planlægge og koordinere praktiske gøremål og aftaler. Jeg er god til at få idéer. Jeg er god til at få øje på behov rundt omkring mig. Der er mange mennesker, som jeg har lyst til at skrive til, snakke med og tilbringe tid sammen med. Samtidig er det vigtigt for mig at prioritere langsommelighed og pauser og stilletid til fællesskab med Gud. Jeg vil også gerne holde min krop i nogenlunde form og størrelse.
Det er svært for mig at acceptere, at jeg ikke kan nå at gøre alt dét, som jeg gerne vil. Allermest når det betyder, at jeg kan komme til at skuffe nogen – og det gør jeg ind imellem. Jeg skuffer oftere mig selv, men øver mig i at have et kærligt blik på mig selv, når det sker. Jeg har en lang historie med at være bange for at komme til at skuffe Gud. Der er altid mere, jeg synes, jeg kunne og burde gøre, og jeg har altid haft tendens til at føle mig bagud på point. I min opvækst har jeg spejlet mig i andre kristne. Men deres adfærd fik mig til at tro, jeg med mine handlinger skulle gøre mig fortjent til Guds kærlighed. Måske har nogen også spejlet sig i mig? Det ligger som et dybt spor i min hjerne. Det er et spor som jeg i dag tænker er baseret på en løgn, og som jeg arbejder på at erstatte med sandhed. Du kan læse mere om min trosrejse i indlægget Jeg er i gang med at opdage, hvem Gud er.
I den forgangne uge havde jeg bemærket, hvordan den tiltagende kulde, regn og mørke var begyndt at suge energi ud af mig. Om morgenen havde jeg haft mest lyst til at putte mig godt i dynen og blive liggende. Der havde ikke været særlig meget overskud tilbage sidst på eftermiddagen. Jeg har gjort mig den erkendelse, at vinteren forårsager lavere energi både fysisk og mentalt, og udsigten til flere måneders mørke havde forstærket min følelse af utilstrækkelighed. Det havde været sværere for mig at sortere ud i de tanker, der fortalte mig, at jeg ikke var god nok, og at jeg ikke gjorde det godt nok. Det havde været sværere for mig at være bevidst om at have et kærligt blik på mig selv.
Mens jeg sad der på bænken, kunne jeg høre de visne blade rasle i træerne omkring mig. Jeg trak vejret dybt ind og ud i nogle omgange. I det fjerne lød der rytmisk fløjtespil fra dronning Margrethes livgarde, der havde vagtskifte. Jeg mærkede en træthed og anspændthed i kroppen, men mit sind og mine tanker faldt til ro. Jeg holdt øjnene lukkede og lod mig omfavne af solens varme stråler. Det var som om solen oplyste hver en lille krog af mørke. For mig var Gud til stede i den omfavnelse. For første gang i mange dage blev der ikke afkrævet noget af mig, og jeg afkrævede heller ikke noget af mig selv. Jeg skulle ikke præstere noget eller bevise mit værd. I mine tanker og mit indre blev jeg mindet om, at jeg er ubetinget elsket af Gud – på trods af mine utilstrækkeligheder. Det er den dybeste sandhed om Guds kærlighed til alle mennesker.
