1. søndag i advent sad yngstesønnen og græd over sin adventsgave bagved en pude i sofaen. Han havde fået to små poser med Lego-figurer, hvor man ikke på forhånd ved, hvad der er indeni. Han fik uheldigvis en figur, som han havde i forvejen og en “pige-figur”. Situationen blev kun lige akkurat reddet af, at der var en Dumle-slikkepind i pakken. Han syntes stadigvæk, det var en dårlig adventsgave. Den levede slet ikke op til de forventninger, som han havde haft, da han aftenen før hængte sin julesok på dørhåndtaget. I samme forbindelse havde han stillet mig spørgsmål om, hvad der mon ville blive puttet i. Og jeg havde forsøgt at pejle ham i retning af nogle mere realistiske forventninger. Jeg anede krisens komme. Det var også herefter, at jeg fik lirket slikkepinden ind under gavepapiret.
Min forestilling om en glad og taknemlig dreng, der legede med sine Lego-figurer, var krakeleret. Det blev ikke den ønskede start på juletiden. Siden indlægget Min rejse hen imod en glædeligere jul har jeg fået øje på, hvor svært det kan være for mig at rumme yngstesønnens reelle og potentielle skuffelser i julen. Hans forventninger – særligt til gaver – har en tendens til at være skruet helt i vejret. Og i den her tid er der grundlag for mere sammenligning og flere skuffelser end ellers. Ærligt talt havde jeg ikke brugt særlig meget energi på at finde adventsgaver til ham i år. Det havde været et led i mit forsøg på at forenkle julen for mig selv. Jeg var stolt over, at jeg overhovedet havde fået købt noget. Alligevel fik jeg en nagende følelse af ikke at være slået til som mor – af ikke at have gjort det godt nok.
Det er okay
Nogle dage før adventsgavekrisen var vi nogle forældre, der mødtes efter arbejde for at pynte 2.b´s klasselokale op. På et tidspunkt talte vi om familietraditioner. En mor fortalte om, at de aftenen før 1. december fylder trappen med kalendergaver. Det lød hyggeligt, at deres børn skulle vågne op til det. Til sammenligning havde jeg lavet slik-pakker i en lille kurv til yngstesønnen. Måske registrerede hun, at jeg blev stille. Hun indskød hurtigt, at det kun var muligt, fordi hendes mor sørgede for alle gaverne. Min mor var typen, der kunne have fundet på at gøre noget lignende. Pludselig stod jeg der med en plastikguirlande i hænderne og blev helt tung om hjertet af savn. Men jeg sagde ikke noget. Min autopilot fik mig til at spørge ind til de andres traditioner. Jeg ville ikke ødelægge den gode stemning. Så jeg delte ikke min sorg over, at jeg ikke har en mor til at hjælpe mig, og at yngstesønnen ikke har mødt sin mormor.
Mange af os har skuffelser og sorger, der har det med at poppe op i julen. Forandringer der forstyrrer. Alligevel understøtter vi i fællesskab fortællingen om, at december er ren lykke. Det sker især på de sociale medier. Og så kan det opleves ekstra ensomt at have følelser, der ikke passer ind i glansbilledet. De første år efter min mors død kom jeg ikke igennem juleaften uden at gå på toilettet og græde alene. Jeg havde en fjollet idé om, at sorgen ville spolere familieidyllen. Med årene har jeg fundet ud af, at det er okay, den er her. Det har faktisk gjort mig gladere, at sorgen mere naturligt kan komme og gå i min trygge base hjemme. Måske er den heller ikke ødelæggende i andre sammenhænge? Med tilbageblik tror jeg nu, at de andre forældre i klasseværelset ville have taget positivt imod min historie – og måske havde den banet vej for flere betydningsfulde historier.
God jul
“Mor, hvorfor kommer du ikke over og trøster mig?”, spurgte yngstesønnen hulkende. Det virkede urimeligt og forkælet at han sad og græd over en fejlslået kalendergave. Men selvfølgelig skulle han holdes om. Han er trods alt kun 8 år, og gaver er et af hans kærlighedssprog. Imens forsøgte jeg at passe på mig selv. I mange år har jeg været tæt på at slide mig selv op for ikke at risikere at skuffe nogen. Det har været medvirkende til, at jeg har haft det anstrengt med julen. Så på vej hen mod sofaen tog jeg en hurtig beslutning om, at jeg ville øve mig i at sige pyt. Jeg ville give yngstesønnen mulighed for at være skuffet uden at føle mig skyldig i det – og selv komme hurtigt videre. Min strategi var kærligt at skubbe ham i retning af at kunne værdsætte, de ting han får. Og det lykkedes os at få gode, fælles oplevelser ud af de efterfølgende adventsgaver.
“God jul, det skal det nok blive … Det bliver en god jul, ja det gør!”, synger de i Kometernes Jul, som jeg ser sammen med yngstesønnen. For mig er det den bedste jul i mange år. Min juleglæde ligner ikke et glansbillede. Den ligner den juleengel, som yngstesønnen har lavet i skolen – som jeg er blevet forelsket i. Uperfekt perfekt ligesom jeg er som menneske. Der er noget fint, sårbart og skrøbeligt over den. Man kan se, at den er blevet lappet sammen. Men den har tyngde, og hvis den ellers var blevet brændt, så ville leret være robust. Måske bliver den skrammet over tid. Hvis der skulle falde en arm af, så limer jeg den fast igen. Min juleglæde er Jesus, der kom til jorden, fordi han elsker sådan nogle som mig.
