Lørdag morgen kørte jeg med det offentlige gennem København. Det var hundekoldt. Der var næsten mennesketomt. Så jeg var overrasket over, hvor mange hjemløse der sad i bus, tog og på Nørreport station. De kæmpede helt sikkert for at holde varmen og få lidt søvn. Jeg blev virkelig ked af det indeni. Samtidig satte oplevelsen min egen Corona-elendighed lidt i perspektiv. Jeg får trods alt dækket mine basale behov – og mere til.
Nedlukningen påvirker min families trivsel. Vi er slidte. Jeg støder dagligt ind i min egen uperfekthed og tilkortkommenhed. I perioder har jeg følt mig indfanget i forbigående mørke. Men før eller siden vender vi tilbage til vores almindelige liv igen. Overskuddet kommer tilbage. – Alligevel har jeg haft brug for at finde strategier til ikke at synke ned i mismodet. Den mest effektive har været at meditere over et vers fra Salme 139 i Bibelen: “Mørket er ikke mørkt for dig, Gud!”. I øvrigt er forbigående mørke en helt naturlig del af livet nedlukning eller ej.
Corona-kuller
Jeg læste for nylig, at danskerne køber dyrere vine og flere kager under Corona-krisen. Der bliver delt mange billeder at tidligere ferieoplevelser på de sociale medier. Lige her og nu er det hårdt for os alle sammen, selvom dagene heldigvis bliver mærkbart lysere. De fleste ting er sat på pause. Vi har haft alle vores tre drenge hjemme i to måneder. Der har været lille afveksling i dagene. Ingen højdepunkter. Min mand er stadig udmattet efter Covid-19 i december. Vi har på skift arbejdet og hjemmeskolet yngstesønnen. Det har været dejligt at følge hans læring, men vi er taknemlige for at slippe for den belastning. Nu er der lidt tid til at skrive igen. Ellers har jeg haft det som om, at nogen havde trykket på min indre pauseknap. Det har været sværere for mig at fastholde mine gode vaner. Mit løb afventer et startskud, og det ligger lige om hjørnet, kan jeg mærke.
Meditation
I går googlede jeg “tilkortkommenhed”. Det første der kom frem var et link til mit tidligere indlæg Påsken betyder, at jeg kan sænke skulrene helt. Når jeg søgte på “tilkortkommenhed” + billede, så blev der vist to billeder af mig. Det fik min mand og jeg et lille grineflip over. Jeg bilder mig ind, at ordet ikke bliver brugt så meget. Samtidig vil jeg gerne stå ved, at jeg kommer til kort som menneske. Indrømmet, jeg hører også til gruppen af trøstespisere, men det er ikke nok for mig. Kage og the skal ikke undervurderes. – Men det er først, når jeg lukker mine meditationord ind i tankerne, at min følelse af tyngde bliver erstattet med lethed. Der sker noget magisk. Min uro og rastløshed bliver erstattet med indre hvile.
Du kan eventuelt finde dine egne ord. Jeg er glad for ordene “Mørket er ikke mørkt for dig, Gud!”. De minder mig om, at Guds virkelighed er en anden end min. Der er rent faktisk lys i det forbigående mørke, jeg oplever. Når jeg slipper kontrollen og overgiver mig til ordene, så er det som om, lyset skinner på mig. Der er noget, der er større end mig selv. Jeg kan være lille mig. Øvelsen er simpel. Den behøves ikke vare mere end et par minutter. Jeg sætter mig i en god stol og lukker øjnene, koncentrerer mig om en rolig vejrtrækning. Så tænker eller siger jeg langsomt, “tak Gud, fordi mørket ikke er mørkt for dig” flere gange. Jeg giver stilheden plads og mærker roen, før jeg fortsætter min dag.
Hej Malene Tak for dine fine tanker. Da jeg læste det kom jeg i tanke om en bog som Ulrik brugte i sine studier i Örebro og som nu har bragt mig megen trøst. Titlen er sigende: ‘Det bländande mörkret’ (Det blændende mørke) (Owe Wikström). Den kan anbefales, når man har valgt Jesus som vejviser.
Hej Carsten. Jeg er rigtig glad for at høre fra dig – og altid dejligt at mindes Ulrik sammen. Tak for bogtitlen, den vil jeg kigge på. Meget fin titel. Tænker på jer ovenpå tabet af din svigermor, det gør mig ondt, og I må være udmattede ovenpå forløbet. Kram til jer – Malene