Jeg havde for nylig en gæst, og mens vi tømte opvaskemaskinen, faldt snakken på forskellige kristne synsvinkler på homoseksualitet. Vi vidste godt, at vi var uenige, men vi ville gerne øve os i at lytte til hinanden i en tryg og kærlig atmosfære. Ingen af os havde brug for at overbevise den anden om noget. Vi var nysgerrige og respektfulde overfor hinanden. Derfor undrede det mig, at samtalen alligevel var ekstra krævende for os begge to. Undervejs mærkede jeg en uro og usikkerhed indeni. Hvis jeg tænker tilbage, så blev jeg måske provokeret? Måske følte jeg, at mine holdninger blev truet? Jeg fik en trang til at ville forsvare mig selv. Det kan være, at jeg følte mig forkert? Eller måske oplevede jeg, at mine homoseksuelle venner blev misforstået? På et tidspunkt i samtalen blev stemningen lidt trykket. Vi kender hinanden så godt, så vi stoppede op og reflekterede over det. Der var ligesom noget dybere og mere essentielt på spil. Selvom vi i situationen valgte at skifte emne, så har vi stadig mod på en snak en anden gang. Jeg vil gerne have en ny chance for at prøve at forstå min gæsts holdninger noget bedre.
Lytte og forstå
Uenighed kan være ubehagelig og sprængfarlig. I nogle tilfælde kan den skabe spild. Af samme grund finder jeg oftest sammen med mennesker, der har de samme holdninger som jeg selv – og undlader at tage følsomme emner op med mennesker, som jeg er uenig med. Måske er jeg bange for at skubbe nogen væk fra mig? Måske er jeg usikker på min egen argumentation? Jeg er ikke længere et sted i livet, hvor jeg har brug for at diskutere for diskussionens skyld. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi udveksler holdninger med hinanden – og giver plads til, at vidt forskellige synspunkter kan sameksistere. Modsat idéen om, at hvis jeg har ret, så har du uret.
Jeg vil øve mig i at være nysgerrig og undersøgende overfor det, jeg ikke forstår. Hvad mon der sker, hvis jeg flytter mit fokus væk fra at ville forsøge at overbevise nogen om noget – og over på virkelig at lytte, spørge ind og prøve at forstå min samtalepartners holdninger? Ligesom jeg øvede mig i sammen med min gæst. (Jeg vil gerne gøre det bedre næste gang). Det kan selvfølgelig blive udfordrende i situationer, hvor jeg ikke bliver mødt med åbenhed og interessse den anden vej. Hvad mon der sker, hvis jeg ikke har skråsikre svar på alting, og i stedet giver min samtalepartner mulighed for at kunne påvirke min holdningsdannelse? Det kan virke lidt skræmmende, men det er vel i virkeligheden sådan, at jeg gerne selv vil mødes.
Kærligt blik
Ovenstående tilgang til andre mennesker er i tråd med, hvad Elizabeth Oldfield – der er grundlægger af den britiske tænketank Theos – taler om i Nomad podcast afsnit 233, Making Friends Across Boundaries. Hun ser det som som en opdagelsesrejse at snakke med mange slags mennesker. Inklusiv dem der har idéer og holdninger, som hun er uenig i. Elizabeth Oldfield er ligesom jeg bekymret for, at der kommer større og større skel imellem folk, der er forskellige og uenige. Hun er optaget af, hvilket blik vi har på hinanden. Forvent ikke at alle mennesker hverken ligner eller skal dig selv. Gud har skabt os til at være forskellige, så diversitet skal ses som noget positivt. – Og vi kan blive gensidigt berigede af at tale sammen. Hvis vi gerne vil forsøge at overbevise nogen om noget, så skal vi gøre det langsomt og kærligt.
Asociale medier
Jeg har lagt mærke til, at der er særlige udfordringer forbundet med holdningsdannende opslag på de sociale medier. Uden et ansigt eller en stemme går mange vigtige nuancer tabt, og det fører sjældent til konstruktive dialoger. Kun et mindretal af læserne gør sig umage for reelt at komme til at forstå hinanden. Der er skulderklappende “likes” fra læsere der tilhører samme gruppe – og unødige skriftlige slagsmål med uforstående. Hvis vi peger fingre af hinanden, så kan det få det værste frem i os. Vi risikerer at svælge os i stereotype forestillinger om “dem vi ikke forstår”, og vi ender med at se på hinanden som forfærdelige mennesker. Elizabeth Oldfield taler om, at vi reagerer med en klassisk “fight or flight” respons, når vi bliver trigget. Helt instinktivt beskytter vi os selv ved at angribe eller trække os. Resultatet er, at der ikke bliver nogen dialog. Den samme mekanisme sker ligeledes ansigt til ansigt, men kommunikationen har bedre betingelser, fordi der sidder et helt og nuanceret menneske foran os.
Opdagelsesrejse
Jeg kan godt lide Elizabeth Oldfields idé om at gå på opdagelsesrejse i mennesker, som jeg er uenig med. Det handler om at se mennesket. Der ligger formentlig mange historier bag de holdninger, som jeg ikke forstår. Måske holder mine ellers stereotype forestillinger slet ikke i virkeligheden? Jeg kan prøve at undersøge, om der andre ting i livet, der forbinder os med hinanden. Der bringer fælles glæde og taknemlighed. Det handler om at vise accept og respekt for det menneske, der sidder overfor mig. Således skabes der et trygt fundament for, at vi kan bevæge os ind på de emner, der skiller os ad. Jeg er typen, der får trang til at trække mig, når en samtale bliver bare en smule konfliktfyldt. Måske er det lige præcis der, hvor vi begynder at berøre noget vigtigt? Jeg vil gerne øve mig i at være nysgerrig og stille spørgsmål som “hjælp mig med at forstå det her”, eller “hvad har ført dig frem til den holdning?”. Det kan da kun blive spændende at lytte til de svar.
