“Vi skal huske at holde afstand”, siger yngstesønnen til mig, når vi færdes ude blandt andre mennesker. Jeg er faktisk imponeret over, hvor hurtigt han har taget retningslinjerne til sig. Forleden var han på et klatrestativ med en jævnaldrende dreng, og stik imod sædvanen var der intet kapløb om at nå toppen først. Drengene ventede pænt på tur. I skole og SFO er den sociale kontakt også sat ind i nye rammer. Her følger eleverne den samme gruppe børn og voksne hele dagen. De kan vinke eller råbe til de andre kammerater, men det er forbudt at krydse grænserne mellem grupperne. Selv indenfor gruppen skal de undgå alle former for fysisk kontakt. De må ikke engang låne en blyant af hinanden. I går spurgte jeg yngstesønnen, hvordan han oplever det med grupperne. Han svarede, “det er hyggeligt”, og “det går meget godt”, og “vi må se film og tegne”… “men vi må ikke lege fangeleg”, som han havde glædet sig til. Jeg forventede, han ville brokke sig over, at han for eksempel ikke kan vælge helt frit, hvem han vil lege med. Det gjorde han ikke. Måske er han som 6-årig mere omstillingsparat, end jeg er som voksen?

Det er absolut nødvendigt, at vi alle holder fast i retningslinjerne, og at vi ikke bliver forårskåde. Samtidig begynder jeg at savne friheden til at vælge selv.
Det er som en irriterende sten i skoen, der vokser sig lidt større, for hver dag der går. Bevidstheden om at der er nogen og noget, der har taget en del af min selvbestemmelse fra mig. Jeg kan ikke se eller kramme de mennesker, jeg gerne vil. Der er steder, jeg ikke kan besøge. Der er ingen forsamlinger. Jeg kan ikke sætte mig i solen med andre isspisende mennesker omkring mig, selvom det er sæson lige nu. Som jeg er skruet sammen, så får jeg energi og overskud, når jeg går rundt og glæder mig til ferier og større begivenheder. Derfor er det en udfordring for mig, at jeg ikke kan planlægge noget. Mit største personlige tab er, at jeg i denne uge har vinket farvel til min sommerferie i Australien i juli. Jeg kan ikke længere se frem til den oplevelse med vores datter. Det kunne jeg godt græde over. Min mand og jeg har stadig vores årlige kærestetur til Berlin i kalenderen til september, men jeg tør ikke rigtig tro på, at den bliver til noget.
Sammenlignet med mange andre har jeg stadig en høj livskvalitet på trods af mine afsavn. Jeg mangler ikke noget basalt, og det er jeg meget taknemlig for. Situationens alvor har alligevel ramt mig. Jeg har svært ved at acceptere, at vi skal holde en eller anden form for social distance på ubestemt tid. Yngstesønnen har en alder, hvor han ikke behøves forholde sig til det langsigtede perspektiv. Han er automatisk til stede i nuet. Måske er det medvirkende til, at han har lettere ved at omstille sig? Jeg har mere end nogensinde før brug for at øve mig i at være i nuet. Mit indlæg Lykken er her og nu – og ikke i en fjern fremtid minder mig om, at der er masser af lykkeglimt på almindelige dage, og at lykken ikke nødvendigvis er større ude i fremtiden på fx en ferie. Jeg kan ikke ændre på omstændighederne rundt omkring mig, men jeg kan stadigvæk arbejde videre med min måde at tænke og være mig på.