“Er du meget kristen?”. Det er et klassisk spørgsmål, som jeg får ind imellem. Det folk gerne vil vide er, om jeg ofte går i kirke og fremfor alt, om jeg følger en masse regler. Måske er nogle bekymrede for, om jeg vil vurdere og (be)dømme, hvordan de lever. Det er i hvert fald ligeså klassisk, at de siger undskyld til mig, når de bander. Jeg bliver faktisk ked af det. For det virker som om, de forestiller sig Gud, som en der sidder i himlen med pegefingeren hævet. Den Gud jeg tror på er ikke sådan. Han har selv prøvet at være menneske. Han er ubetinget kærlighed. På grund af påsken favner Gud mig i al min uperfekthed og tilkortkommenhed. Jeg bliver mødt med tilgivelse. Samtidig ser Gud skønheden og potentialet i mig uden at presse mig ikke til noget.
Til gengæld er jeg ofte en hård dommer overfor mig selv. Min indre kritiker eller perfektionisten sniger sig ind på mig, selvom jeg gør mit bedste for at holde den på bagsædet. Det kan være, at jeg læser en blændende god tekst, som er formuleret niveauer over min nuværende formåen. Eller måske synes jeg, at jeg burde have mere overskud til at engagere mig i mennesker omkring mig. På et splitsekund får jeg tanker som, at jeg ikke er en særlig talentfuld, eller at jeg ikke er god nok. Derfor har jeg brug for et strejf af påske hver eneste dag, hele året. Jeg har brug for at minde mig selv om, at jeg ikke behøves at præstere noget, fordi jeg er elsket og accepteret uanset hvad. Det er okay, at jeg er lige præcis her, hvor jeg er på min livsvandring. Gud hjælper mig til at være menneske, med alt hvad det indebærer. Jeg kan sænke skuldrene helt og være mig.
