Himlen er blå og alting spirer, men luften er fyldt med alvor. Påskeferien er lige startet, men det føles ikke helt sådan. Jeg er mere påvirket af Coronakrisen, end jeg har lyst til at indrømme. Det går bedst, når jeg fokuserer på at være i nuet og ikke følger nyhedsstrømmen. Samtidig har jeg en trang til hele tiden at tjekke, hvad der sker. Jeg søger beroligelse, men jeg ender som regel ud med at blive mere bekymret af det jeg læser. Det er en ny virkelig – en ny verden vi lever i. Der er et før og et efter Corona. De fulde konsekvenser er ukendte, men de vil uden tvivl være vidtstrakte og langvarige. Der er et fundament og nogle rammer, der er under forandring. Det er mere, end jeg kan rumme. Jeg mærker en tyngde af sorg og tab indeni over noget uhåndgribeligt, som jeg endnu ikke rigtig ved hvad er. Det giver mig følelser af usikkerhed, magtesløshed og kontroltab. Der er øjeblikke, hvor jeg gerne ville lukke mig ind i en uvidenhedsboble eller til at “lave en Maude”, som jeg så en anden der skrev. Jeg kan ikke være en mor med styr på det hele. For det er der tydeligvis ingen af os voksne der har lige nu.
Dagens dødstal. Det sætter gang i store eksistentielle refleksioner. Det minder store som små om vores egen og vores kæres dødelighed. “Mor, det kan godt blive jordens undergang med Corona, fordi alle bliver syge”, sagde yngstesønnen forleden. Hvordan responderer man lige på det? Jeg svarede, at det ikke bliver jordens undergang, men at der helt sikkert vil være mange, der bliver syge – og heldigvis også raske igen. Jeg vil helst ikke fylde ham med mere frygt end nødvendigt. Han fylder snart 7 år, og er ellers optaget af, hvordan han kan fejre sin fødselsdag i slutningen af maj. Hans overvejelser i forskellige retninger afspejler meget godt kompleksiteten i den situation, som vi er i. Vi er ikke længere usårlige, og vi ved ikke engang, hvordan den nærmeste fremtid ser ud. Der er aktiviteter i kalenderen, som jeg ikke kan glæde mig til. Formentlig bliver min rejse til Australien i juli aflyst, ligesom påskeferien med familien i Jylland lige er blevet det. Der bliver ingen Sommercamp eller Roskilde festival for vores store drenge. “Det bliver en mærkelig sommer”, sagde en af dem i går. Skuffelsen kan jeg ikke tage fra dem. Ingen kan ikke svare på, hvordan sommeren bliver, men jeg kan stadig give dem alle de trøstende kram, som de gerne vil have.
