”Et skældsord er et nedsættende ord der bruges til at håne en anden person med. Skældsordets funktion er at være provokerende og frembringe en reaktion”. Kilde: www.sproget.dk
I dag var vores 5-årige søn ude på vejen for at lege med nogle lidt større børn. Pludselig kom han ind og fortalte, at en af de andre havde kaldt ham en lorteunge. Det var han blevet ked af. Jeg spurgte ham, om han havde sagt noget dumt tilbage. Han svarede, “jeg sagde det samme… lorteunge”. Vi talte om, hvad han vil kunne gøre anderledes en anden gang, og at det er godt at kunne sige undskyld.
Gad vide om det andet barn fik den reaktion ud af min søn, som hun gerne ville have? Konsekvensen var i hvert fald, at de to børn ikke kunne kommunikere ordentligt med hinanden, og at legen blev afbrudt i et kortere tidsrum. På den måde eksperimenterer børn med ord og kommunikation og reaktioner. De lærer heldigvis hurtigt, at skældsord gør ondt, skaber afstand og ødelægger legen. Det er ikke særlig sjovt.
Tænk, at der findes voksne mennesker som Rasmus Paludan fra Stram Kurs, for hvem det er en bevidst kommunikationsstrategi at bruge skældsord og svine andre mennesker til for at provokere og frembringe en voldsom reaktion, som han kan lægge ud på de sociale medier. Her er der tale om decideret “hatespeech” (hadetale), idet de fjendtlige ytringer er rettet imod en bestemt gruppe; muslimer med anden etnisk oprindelse end dansk, som han gerne vil have ud af landet. Hvoraf en stor procentdel er født og opvokset i Danmark og taler perfekt dansk.
Heldigvis er vi mange etniske danskere, der er åbne, imødekommende og tager initiativer til at mødes på tværs af kulturer, religioner og sprog. Vi går i dialog, vi bygger bro og vi skaber relationer mellem mennesker. Gevinsten er gode tværkulturelle oplevelser baseret på tillid og positive forventninger til, at vi kan lære noget af hinanden.
Men hvor meget hatespeech skal der til, før den “bro” der er bygget op gennem årene bliver brudt ned? Og hvorfor skal en mennesker med grimme skældsord have så meget opmærksomhed og spalteplads, når der er så mange andre gode historier, der kunne fortælles?
