I finanslovsaftalen for 2019, som Regeringen og Dansk Folkeparti for nylig har indgået med hinanden, er der lagt op til et paradigmeskift på udlændingeområdet. Formålet med flygtninges ophold i Danmark skal ikke være integration. Fokus skal i stedet være på “midlertidighed” – “… og vi går til grænsen af vores internationale forpligtelser”, siger Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg på ministeriets egen hjemmeside. I samme ombæring ændrer “integrationsydelse” navn til “selvforsørgelses- og hjemrejseydelse”.
Ovenstående giver anledning til undren, mange spørgsmål og ja, så bliver jeg ked af og flov over, at vi som land snarere ser problemer end ressourcer i de flygtninge der kommer hertil. Ord skaber, så det vi siger eller forventer, det risikerer at blive en selvopfyldende profeti. Fx vil personer udsat fordomme ofte leve op til de fordomme, selvom de ikke ønsker det.
Hvad gør det ved mennesker hele tiden at blive mindet om, at de ikke er velkomne i Danmark? At vi ikke anser dem og deres kompetencer som en værdi for vores samfund?
På side 28 i finanslovsaftalen står der ligefrem, at det under hele opholdet skal kommunikeres tydeligt overfor flygtninge og deres familier, at retten til ophold i Danmark ophører, og at de skal rejse hjem (frivilligt eller under tvang), når de ikke længere har behov for beskyttelse. Det vil kun blive tillagt minimal betydning, at den enkelte flygtning har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, er aktiv i foreningslivet og har gode danskkundskaber, når det skal vurderes, om opholdstilladelsen kan forlænges. For fremtiden betaler det sig således ikke – eller måske kun i minimal grad – at engagere sig og integrere sig i Danmark.
Jeg er alvorligt bekymret for, at vi får totalt demotiveret og nedbrudt nogle mennesker, der i forvejen ligger ned pga traumer og stress, så de hverken kan bidrage med noget i Danmark eller i deres hjemland, hvis de efter endt ophold på ubestemt tid (måske flere år) vender tilbage. Hvem har i sidste ende glæde af det?
