Til Folkemødet hørte jeg en debat hos Rådet for Socialt Udsatte, der handlede om “Socialt udsattes retssikkerhed – hvem har ansvaret?”. Definitionen “socialt udsatte” dækker over hjemløse og mennesker med sindslidelser, alkohol- og stofmisbrug. Nogle har endda flere problematikker at kæmpe med.
Politikere, socialrådgivere m.fl. deltog i debatten faciliteret af formand Jann Sjursen, og hvor tidligere socialt udsatte borgere gav eksempler på manglende forståelse fra sagsbehandlere og decideret dårlig behandling i systemet. Der var heldigvis enighed om, at der er brug for forbedringer. Ikke mindst i forhold til kommunikationen med socialt udsatte.
Systemet er dårligt gearet til at have kontakt til udsatte borgere, der ikke er på internettet, ikke tjekker e-boks og ikke har en fast adresse. Så kan det godt være, at den hjemløse sover på en bænk i parken lige ved siden af kommunens bygninger, men der kan mentalt være lang vej ind af døren.
Foto: Stemningsbillede fra Folkemødet 2018.
Retssikkerheden handler også om kommunikation
Begrebet retssikkerhed indeholder en garanti for, at de borgere der er i kontakt med systemet bliver behandlet retfærdigt og efter lovgivningen. Der er fx lighed for loven, så loven gælder på samme måde for alle uanset social status m.m. Det betyder forenklet, at systemet skal behandle direktøren og den hjemløse kontanthjælpsmodtager lige godt. Selvom den hjemløse måske lugter, er beruset, dårligt formuleret, ikke kender lovgivningen, har flere problematikker der skal redes ud fra hinanden og lever et anderledes liv end de mest normale.
En del af retssikkerheden handler om kommunikation, idet den enkelte borger skal have lovgivningen forklaret i et sprog, så han/hun forstår, hvad der foregår, hvilke rettigheder han/hun har, hvilke pligter han/hun skal overholde, hvad der findes af klagemuligheder osv.
Vellykket kommunikation er ingen selvfølge, særligt ikke når vi kommunikerer med mennesker, der lever et andet slags liv end os selv. Som har et andet udgangspunkt som de forstår omverdenen ud fra, en anden kontekst, andre livserfaringer, kultur, osv. I dialogen med socialt udsatte er det vigtigt at sikre, at dét der bliver sagt, bliver forstået på rette måde, og at borgeren bliver hørt.
Udgående praksis for sagsbehandlere
Som det er nu, så sendes borgeren rundt i forskellige afdelinger i kommunen afhængigt af problematikken. Hvis borgeren ikke er i stand til at forstå, hvem der tager sig af hvad, og hvem der kræver hvad af ham/hende, så risikerer distancen mellem kommunen og borgeren at blive endnu større. Hvis han/hun oven i købet føler sig misforstået eller dårligt behandlet, så ryger tilliden også.
Systemet skal blive bedre til at rumme og integrere socialt udsatte på deres egne vilkår og præmisser. Det kunne ske ved, at sagsbehandlerne i højere grad bliver sendt ud til borgerne, så de møder dem, der hvor de er. Ligesom Gadejuristen der tilbyder udgående retshjælp til “gadefolket”, som juristerne kalder brugerne.
Gad vide om socialt udsatte og andre svage grupper i samfundet føler sig forkerte og som en belastning? For er det ikke dét, systemet og medierne hele tiden fortæller dem, at de er? Hvordan kan vi som samfund – og jeg som medborger – i stedet bidrage til, at de kan føle sig værdsat som mennesker, som dem de er?
