Jeg så for nylig programmet Verdens Lykkeligste Land? – Tillid på DR K, der undersøger hvorfor vi som danskere igen og igen bliver vurderet til at være blandt de lykkeligste i verden. De lande der ligger i top er rige, demokratiske lande med en stærk tillidskultur, siger lykkeforsker Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet. Undersøgelser viser, at beboere skandinaviske lande er markant mere tillidfulde end beboere i de fleste andre lande i verden. Vi sætter barnevogne udenfor caféer, vi har ubemandede boder med frugt og grønt osv. Den slags ting er både med til at gøre os lykkeligere og rigere.
Tillid betyder, at vi har en grundlæggende tro på, at vi vil hinanden det godt. Sagt på en anden måde, så har vi positive forventninger til hinanden. Et eksempel kan være, at da min 15 årige søn sidst skulle ud og bade ved Islands Brygge, så talte vi om, at der uheldigvis godt kan være lommetyve sådanne steder. Jeg foreslog, at han fandt en venligt udseende familie, som han kunne få til at holde øje med hans og kammeraternes ting, mens de badede. Som mor har jeg tillid til, at andre forældre vil hjælpe mine børn i situationer som denne.
Et afgørende element for vores tillidskultur er, at magthaverne i Danmark ikke er korrupte. Vi betaler vores skat med en tillid til, at pengene vil blive forvaltet til gavn for vores samfund og i sidste ende også for os selv. En interessant pointe fra programmet er, at tillid går i arv. Christian Bjørnskov fortæller, at vi igennem generationer overleverer en basal grad af tillid til andre mennesker. Vi lærer om tillid fra vi er små, vi ser og kopierer vores forældres handlinger. De fleste af os lærer blandt andet, at fremmede mennesker ikke udgør en trussel.
Foto: Husum Torv, København, Grundlovsdagsreklame fra Dansk Folkeparti.
I anledningen af Grundlovsdag den 5. juni er jeg stødt ind i Dansk Folkepartis plakater ved bustoppesteder i København. “Folkestyre og fællesskab. Der er nemlig så meget vi skal passe på”. Da jeg stod på Husum Torv og ventede på bussen, var jeg et øjeblik flov over at være dansker. Her stod jeg omgivet af en håndfuld mennesker med andre etniciteter. Mennesker som jeg har tillid til gør deres bedste for at lære dansk, for at indgå på arbejdsmarkedet og betale skat til det store samfundsfællesskab. Er det dem, vi skal være bange for?
Tilbage til mit råd til min søn, der skulle have passet på sine ting ved Islands Brygge. Jeg håber, at min søn har fået det med sig hjemmefra, at han føler ligeså stor tillid til en leverpostejsfarvet familie, som han gør til en dansk familie med anden etnisk baggrund. Og JO, jeg tænkte i et splitsekund på, at jeg kunne tage fejl, og at drengene kunne miste deres værdier, men jeg lod troen på det gode i andre mennesker sejre.
Det er forståeligt, at usikkerheden i det offentlige rum er blevet større på grund af risikoen for terror. Det øger mistilliden generelt, og Dansk Folkeparti er efter min mening med til at øge distancen mellem os “danskere” og de “fremmede” med deres retorik. På sigt er jeg bekymret for, at det kan være med til at frarøve os vores position som verdens lykkeligste land.
Hvordan kan vi i stedet invitere hinanden ind i det danske-og-anden-etniske fællesskab? Hvordan kan vi som etniske danskere være rollemodeller i tillid og positivt præge de kommende generationer af danskere med forskellige etniske baggrunde? Og mon ikke også vi kan lære noget den anden vej?
