Hjemløse er en fast del af bybilledet i København og storbyer i Danmark. Den Nationale Kortlægning fra 2017 viser, at antallet af hjemløse er stadigt stigende. Alleroftest passerer vi forbi de hjemløse og lader som ingenting. Måske fordi vi føler os magtesløse og ikke ved, hvad vi skal gøre. Måske fordi det frastøder os, at mange hjemløse er beskidte og lugter dårligt. Der kan være forskellige mere eller mindre gode grunde til det. Efter mit blogindlæg “God morgen fra Nørreport station” fra den 16. april 2018, besluttede jeg mig for at åbne mine øjne og øve mig i at se de hjemløse som medmennesker med værdi i stedet for bare at gå forbi dem, som om de ikke er der.
Hvad gør jeg? Hvis anledningen byder sig, så tager jeg øjenkontakt, smiler og siger hej til de hjemløse, som jeg går forbi, eller som jeg møder i toget, fordi de tigger. Der er tale om helt basal mellemmenneskelig kommunikation, hvorved jeg viser, at “jeg ser dig”. Jeg har desuden eksperimenteret med at give min madpakke til tiggere ved Hellerup station. Det har været god oplevelse. Mindre akavet end forventet. Engang fik jeg et stort smil som tak fra en ung sigøjnerkvinde, der sad i tunellen. Intet af dette er indarbejdede vaner for mig, men jeg er blevet mere bevidst om min adfærd end tidligere, og jeg vil gerne fortsætte i samme spor.
Hvad skal mit næste skridt være? Jeg vil gerne øve mig i at smalltalke med hjemløse, som jeg gør med andre mennesker. Her tænker jeg ikke på ufrivillig smalltalk med berusede hjemløse, der taler med alt og alle. Jeg tænker på, når et smil, et hej eller en særlig situation spontant leder frem til en lille snak med en ædru hjemløs. Jeg bliver dog stadig påvirket (og begrænset) af, hvad jeg tror, at andre mennesker rundt omkring mig tænker. Ligesom jeg må indrømme, at jeg kan blive utryg ved tanken om at støde ind i en hjemløs, der kan have udadreagerende adfærd på grund af ubehandlet psykisk sygdom. Når det er sagt, så vil jeg gerne forholde mig åben og starte en smalltalk, når jeg næste gang møder en hjemløs, hvor jeg føler mig tryg, og hvor det falder naturligt. Det bør ikke være så svært. Hvorfor føles det alligevel som en stor udfordring, jeg har givet mig selv?
