Jeg har længe haft et ambivalent forhold til Facebook. Hvad er formålet for mig med at være der? Jeg er kommet frem til, at den primære årsag til, at jeg bliver hængende er, at der er nogle mennesker, som jeg har en historie med, som har været en del af mit liv i en kortere eller længere periode. Mennesker som jeg værdsætter, respekterer og glæder mig over at se, at det går godt.
Og det går jo heldigvis godt for os der er på Facebook, hvis jeg bedømmer ud fra de billeder, der bliver lagt ud. De viser højdepunkter og succeser som bestemt er værd at fejre fx relateret til børn, børnebørn, rejser, oplevelser og karriere. Sidste billede jeg lagde ud er fra min datter blev student i sommers. Billederne viser kun en lille flig af det virkelige levede liv vil jeg vove at påstå.
Facebook mediets sociale begrænsninger
Jeg kender til flere, der ligesom jeg selv, melder sig helt eller delvist ud af mediet i perioder, hvor de er ramt af stress, sygdom o.lign. Facebook egner sig simpelthen ikke til opslag, der handler om modgang, og så kan det være svært at rumme alle andres tilsyneladende medgang midt i sin egen elendighed.
Dronning Margrethe sagde i sin nytårstale i 2012, for snart 7 år siden, så hun ville måske formulere sig anderledes i dag: “Facebook og andre sociale medier rummer fantastiske muligheder, men samtidig også en fare for, at relationerne mellem mennesker bliver for overfladiske”.
Dronning Margrethe har ret i, at relationerne på Facebook er overfladiske. Derfor er det misvisende, at kontakterne bliver kaldt for “venner”. En mindre gruppe af mine 149 kontakter er ægte venner (og selvfølgelig er der mange potentielle venner), men det vil aldrig være i et åbent Facebook forum, at vi vil dele livets nuancer og refleksioner med hinanden.
Venner eller kontakter? = mennesker der er en del af min livshistorie
For mig er de fantastiske muligheder ved Facebook, at jeg har en perifer og ja, overfladisk kontakt til 149 mennesker, og en stor del af dem ville jeg ellers helt miste kontakten til. Jeg kan kigge med, uanset om jeg selv deler opslag eller ej. Jeg kan holde pauser, uden nogen opdager det. Jeg kan være selektiv.
Vigtigst af alt kan jeg ind imellem komme i tanke om et godt minde med fx en gammel klassekammerat eller ven. En lille del af min livshistorie, som jeg ellers ville have glemt. Uden at det skal lyde alt for sentimentalt, så giver det mig øjeblikke med taknemlighed over mennesker, jeg har mødt på min vej igennem livet.
Facebook har stadig sin berettigelse for mig, men jeg ville gerne vænne mig selv fra tjekke opdateringer flere gange dagligt. Endda til trods for at jeg af samme grund for længe siden slettede min Facebook app på telefonen. Mon jeg kan overholde kun at tjekke én gang på computeren hver aften? Og undgå at komme til at tjekke igen af ren automatik?
