Jeg fortsætter min langsommelige livsstil

De gyldne blade daler i en synkron dans ned fra egetræet udenfor køkkenvinduet. Min langsommelige oktober er slut. Opstarten kan du læse om i indlægget Jeg vælger selv fortællingen om, hvem jeg er. Jeg har drukket masser af the med mit grønne keramikkrus, og jeg har gået lange ture i efterårsskoven. Langsommeligheden gør det lettere for mig at være i nuet. Jeg bliver mere nærværende. Efter mange produktive år har jeg ikke lyst til at skrue alt for højt op for tempoet igen. Man kan sige, at der er ved at blive lagt et nyt spor i mit liv. Der er simpelthen for mange nuancer, jeg selv og mine nærmeste går glip af, når hverdagen drøner afsted.

Ny prioritering

Min mand og jeg har valgt at prioritere anderledes, så den 1. december starter jeg på et spændende deltidsjob som logopæd på Nordsjællands Hospital. Det giver mig tid til familie og kreativitet – og en tilpas mængde langsommelighed. På sigt vil jeg gerne etablere mig som freelancejournalist. Det har længe været min drøm at arbejde indenfor begge fag. Hverdagen som storfamilie fortsætter, og der vil være travlhed og multitasking. Men der bliver bedre muligheder for at lade op og søge ind i stilheden. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Anden frekvens

Lige nu har jeg den luksus, at jeg kan holde tempoet nede, men langsommelighed er andet end det. For mig handler det ligeså meget om, at jeg accepterer at nå mindre, og at jeg tilstræber at gøre en ting af gangen. Jeg holder flere pauser og fokuserer på dét, der er rundt omkring mig – her og nu. Denne her livsstilsændring gør mig gladere. Samtidig er jeg også gamle Malene. Jeg får ind imellem myldertanker. Jeg synes stadig, jeg skal være effektiv. Det giver anerkendelse at producere noget. Det er med til at give mig følelsen af at være god nok. I øjeblikket er jeg ved at lære, hvordan jeg tuner ind på en anden frekvens. Jeg er ved at omdefinere, hvad der er vigtigst i livet – og at tillægge de nære ting større værdi, end jeg tidligere har gjort.

Jeg er blevet bevidst om oftere at lægge min iPhone ind i skabet og sætte mine tanker på pause. Det åbner op for mine sanser på en ny måde. Den anden frekvens. Måske er det derfor, jeg har været særlig vild med efteråret i år? Duften af fugtig muld fra skovbunden og bladenes stille raslen, mens jeg går ud af den smalle sti. De gul-røde farver minder mig på én gang om altings forgængelighed og om livgivende forandringer. Der er noget der dør, og noget nyt der bliver til. Jeg mærker, at jeg er en del af en større cyklus. Dråber af regnvand drysser ned på mig, mens vinden rusker i trækronerne højt hævet over mig. Et øjeblik efter falder solens stråler som striber ned på stien lidt længere fremme. Det er som om Gud smiler til mig.

Tanker på pause

I oktober har jeg været særligt opmærksom på at gøre en ting ad gangen. Det kan lyde som en simpel øvelse. Alligevel har det været svært for mig. Særligt det med at sætte mine tanker på pause, mens jeg så laver den ene ting. Selvfølgelig er tanker nødvendige. Det er vigtigt at planlægge og strukturere og evaluere. Men jeg vil gerne undgå, at mine tanker fjerner mig (alt for meget) fra nuet. Det har de det nemlig med at gøre. De cirkler ofte rundt i fortiden eller fremtiden. De kan være årsag til, ængstelse, frygt – eller til at jeg slår mig selv i hovedet.

I årenes løb har jeg brugt unødig energi på at overtænke hændelser og situationer, som jeg ikke har kunnet ændre på. Som noget nyt er jeg begyndt at stoppe mig selv. Jeg giver mig selv en kærlig påmindelse: “Malene, du kan ikke ændre noget med dine tanker, så bliv i nuet og nyd det!”. Det hjælper mig til at være mere til stede og nærværende – uanset om jeg er alene eller sammen med andre. Du kan læse om mine (nu tidligere?) udfordringer med det i indlægget Mor, hvor lang tid er lige om lidt?.